Siden efterårsferien har den holdt til ved Hanstholm

HANSTHOLM: Ornitologerne strømmer for tiden til Hanstholm. Siden efterårsferien har den største falkart: jagtfalken holdt til ved Hanstholm.

Den meget sjældne jagtfalk er dagligt blevet observeret af de mange ornitologer.

En af dem er Jens Jørgen Andersen, Hanstholm, som fortæller at den er nem at spotte og kende.

- Den er set mest på området nedenfor fyret fra det nordligste hjørne af reservatet, ved havnens depot og hen til havneområdet. Her er den blevet set både siddende på jorden og på pæle, fortæller Jens Jørgen Andersen, der kan fortælle at den brunlige fugl er blevet set i dag onsdag 22. januar.

Jens Jørgen Andersen fortæller at det er en ungfugl der har slået sig ned ved Hanstholm.

- Der er ikke tegn på at den vil flyve nordpå endnu. For der er masser af mad til den, og den er set slå (fange.red) både duer, krage og måger.

Selv om Jens Jørgen Andersen har set rigtig mange slags fugle gennem et langt liv som ornitolog, så er det noget ganske særligt at opleve en jagtfalk.

- Det er fordi den er en kæmpestor falk - på størrelse næsten med en musvåge. Den er majestætisk som de fleste rovfugle. Der er bare noget særligt over den smukke og effektive jæger jagtfalken og en som ornitologer gerne vil se, siger han.

Den kendes også som den falkeart som falkonerer og arabiske sheiker har siddende på hånden. Jagtfalken er en nordlig art, der yngler i Alaska og det nordlige Canada, på Grønland og Island, i det nordlige Skandinavien, Rusland og Sibirien. Desværre fanges mange fugle i Sibirien som sælges til falkonerer. (kilde: DOF)

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...