Det var en rigtig beslutning at flytte til nye lokaler

THISTED: Det er nu et år siden, at tøjbutikken Sebedeje flyttede 100 meter fra Frederiksgade til Vestergade.

Tirsdag kunne indehaver Lone Mærkedal Jensen kigge tilbage, og konstatere, at det var en rigtig beslutning at flytte til de helt nyrenoverede og meget velbeliggende lokaler i Vestergade 26 C.

- Vores daværende ejendom skulle jo totalrenoveres. Vi har nu fået mere plads. Og generelt er det flottere lokaler, med højere til loft, som vi bor i nu. Og ikke mindst - vi har fået nogle store udstillingsvinduer, hvor vi kan præsentere vores tøj på en ny måde. Det har vi kunnet mærke er blevet opdaget. Flere strøgkunder finder nu vej til Sebedeje, siger Lone Mærkedal Jensen, der nyder de højere og lysere lokaler.

- Vi er jo en butik med tøj med kant. Vi har også almindeligt dametøj. Men det er design-tøjet, vi vil gerne være kendt for. Som butikken for kvinden der gerne vil stå lidt ud fra mængden med stil, lyder det fra Lone Mærkedal Jensen, der fortsætter:

- Sebedeje er en butik, hvor nærheden til vore kunder og høj service, er hvad det handler om. Vores kundeklub vokser, og den er vi rigtig glad for. Fordi det gør det muligt for os, at give de faste kunder en høj service og opmærksomhed. Kundeklubbens medlemmer bliver straks inviteret til de kundeaftener vi afholder. Som for eksempel de to vi har her til foråret: En aften med en designer fra McVerdi og senere følger en aften med en stylist og designer fra Bitte Kai Rand. Vi forsøger at gøre det, vi synes vi er gode til: sælge noget lækkert tøj, og give vore kunder den allerbedste service. Og når det gælder tøjet, så er butikkens motto: vi sælger kun det tøj vi selv kan lide, siger Lone Mærkedal Jensen.

Sebedeje har siden flytningen til Vestergade taget tøjmærket Day Birger et Mikkelsen ind. Og smykkemærket Månesten er nu også på hylderne hos Sebedeje.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...