Folkene bag Kreativitetshuset i Lildstrand er nu langt henne i realiseringen af projektet

LILDSTRAND: Salget af folkeaktier i det kommende Kreativitetshuset i Lildstrand har passeret de 100.000 kr., men der er brug for, at flere køber aktier, siger formand Hanne Marie Kværndrup i en pressemeddelelse.

Foreningen vil købe den gamle købmandsbutik på Strandvejen 99, og prisen er 900.000 kr. Hertil har man fra Thisted Kommune samt fonde og en anonym sponsor skaffet 700.000 kr.

A-aktionærer får et unika kunstværk, trykt på en ægte bulbjergsten, samt et aktiebrev og et års medlemskab af foreningen, mens B-aktionærer får en nummereret minibulbjergsten, et aktiebrev og et års medlemskab, oplyser formanden. Alle aktionærers og sponsorers navne slås op på historievæggen i det kommende Kreativitetshuset.

- Succesen indtil nu må ikke blive en sovepude. Folkeaktierne skal både finansiere restkøbesummen og opstarten af huset, siger Hanne Marie Kværndrup og oplyser, at fristen er 1. maj.

Seks lokale kunstnere har stillet unikke kunstværker til rådighed for Kreativitetshuset. De er alle trykt på ægte bulbjergsten. Om bulbjergsten fortæller lokalhistorien, at folk i gamle dage agede til Bulbjerg med hestevogn, hvor de savede og huggede kalksten ud af klippen til at bygge deres huse af. Det er Henrik Kramer Westergaard, Neden Bjerget, der har forarbejdet alle

bulbjergstenene og lagt atelier til efterbearbejdningen. Han er en af seks lokale kunstnere. De øvrige kunstnere er Karen Sennefelder, Eva Kristensen, Connie Anette Nordholdt, Pernille Bjarnhof Storm og Carsten Krog Pedersen.

KreativitetsHuset er udsprunget af arbejdet i en udviklingsgruppe under Hawboernes Forening. Målet er at skabe et samlingssted med åbne værksteder for beboere, sommerhusfolk og turister. Driftsomkostningerne vil primært blive finansieret gennem udlejning af værelser til vandre- og cykelturister samt udlejning af kursuslokaler og kunstnerbolig.

Nærmere på projektets hjemmeside: www.kreativitetshuset.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...