Onsdag 15. januar kan Sanne Svendsen fejre 40 år i Matas Thisted

THISTED: Onsdag 15. januar kan Sanne Svendsen fejre 40 år i Matas Thisted. En lang rejse for den materialistuddannede Sanne. Ikke i distance - for på de 40 år har hun kun arbejdet i Vestergade og Thisteds centrum. Det hele begyndte nemlig i Vestergade 16 hos S. Krogh Nielsens Efterfølger v/ Henry Nordentoft - lige overfor kirken. I dag er hun butiksleder hos Matas i den helt nye Matas Life butik i hjørnet af Store Torv.

Men det har til gengæld været en rejse i en butiks udvikling - fra da hun som materialist opvejede parafin, passede kaffemøllen og solgte Matas produkter og Old Spice - til i dag, hvor det handler meget mere om skønhed og sundhed og mærkerne hedder Elisabeth Arden, Lancôme, Versache og Hugo Boss.

Èt har dog fuldt Sanne i alle årene og det er Matas´ striber. Skønhedsprodukter, der var store dengang i materialistbutikken og som er endnu større idag.

- Jeg begyndte jo egentlig i en slags købmandsbutik, der udover skønhedsprodukter og helsekost, også havde mange forskellige varer som kolonial, bananer, rengørings og husholdningartikler. Men alle købmandsvarerne blev helt udfaset, da Kaj Knudsgaard overtog forretningen og den blev til Thisted Materielhandel i 1982, to år efter at jeg startede.

Nu var det en Matasbutik og nu handlede det mest om helsekost, sundhedsprodukter, shampoo og makeup.

I 2009 overtog Matas-kæden forretningen. - hvor vi også flyttede til Torvegade lige ved siden af hvor vi nu bor, fortæller Sanne Svendsen og fortsætter: Matas er stadig en materialist, og ikke kun en skønhedsbutik, som mange sikkert kender os. Vi uddanner stadig elever som materialister som skal lære om kemikalier, kende kroppens opbygning, vejlede i miljørigtige varer i forhold til allergi og om hvordan vi fjerner ligtorne.

Men det er selvfølgelig skønhedsprodukterne der fylder rigtigt meget i vores nye koncept-butik Matas Life, siger Sanne Svendsen, der stadig sideløbende med arbejdet i butikken tager ekstrauddannelse indenfor butikkens mærker og varer. Hun er uddannet helserådgiver og ambassadør for de to mærker Elisabeth Arden og Shiseido. Ligesom hun er specialist i A. Vogel, en uddannelse hun har været i Schweiz for at tage.

Hun er netop udnævnt som butiksleder i Matas, efter en årrække som souschef. Dermed er rejsen fra da hun var ungarbejder i materialistbutikken til idag, hvor hun nu er chef for 13 ansatte, som en ring der er sluttet.

- Men selv om meget er ændret, så sælger jeg stadig striber i massevis. Og et af de parfumemærker som jeg solgte for 40 år siden Vanderbilt - som jeg synes dengang var vild luksus, er der stadig nogle der efterspørger, lyder det fra Sanne Svendsen.

Sannes 40 år i Matas fejres blandt andet med en stribe gode tilbud på dagen - selvfølgelig med 40 procents rabat.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...