To musikere med forskellige rødder optræder sammen

THISTED: Det bliver til en sangaften-special, når Sangskolen Thy for første gang i år inviterer til musik og fællessang 25. marts i Teatersalen.

Denne aften bliver sproget dog ikke udelukkende dansk, men også engelsk og ikke mindst spansk.

For aftenens gæstesolist er den cubanske guitarist og sangskriver, Eric Mendez, som fortæller sin vilde historie og ikke mindst om sit land Cuba, gennem varme sange, fortælling og musik.

- Det bliver en medrivende koncert, hvor publikum vil høre Erik Mendez, som er en af Cubas største sangskriveres, egen personlige og enestående historie, hvor musikken bragte ham ud af det kriminelle miljø, fortæller Mette Damiri, leder af Thy Sangskole.

Aftenen kommer dog også til at foregå meget på dansk, idet Eric Mendez, der taler spansk og lidt engelsk, har Nikolaj Banke, med på scenen på trommer og på klaver.

De to er venner gennem Nikolajs Bankes 13 ture til Cuba, og derfor bliver Eric Mendez historie også fortalt gennem Nikolaj.

Eric Mendez er egentlig på en 10 stops-turne over hele Danmark, hvor en række gymnasier skal besøges. Alle koncerter er udsolgt. Men det er lykkedes at få en ekstra koncert stablet på benene i Thisted Musikteater.

- Folk kan godt glæde sig. Det bliver en intim, musikalsk og medrivende aften.

Eric har udgivet en række CD’er og hans sangtekster er med i en bogudgivelse om de vigtigste yngre sangskrivere i Cuba.

- Eric er en fantastisk guitarist og en intens sanger, som forener det lyriske med et stærkt groove. Han fusionerer cubansk tradition med elementer fra blues, funk, brasiliansk musik og jazz, lyder det fra Mette Damiri.

Billetter kan købes på thysangskole.dk.

Af Ole Iversen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...