Besøget af Den Kongelige Ballet er aflyst, og forestillingen i august forsøges udsat

THY-HANNÆS: Thisted Teaterkreds har nu udsendt sit program for sæsonen 2020-21 med en buket på i alt 18 tilbud om ganske varieret teater. Den afvigte sæson blev lidt kortere end forventet på grund af covid-19-krisen, og af samme årsag kunne man ikke uddele programmet for næste sæson ved de seneste forestillinger. Men det er udsendt pr. mail, og man kan rekvirere det pr. post, fremgår det.

Formand Thomas Munk skriver i et forord, at man glæder sig til at præsentere ny oplevelser, og at teaterkredsen som altid prøver nye veje. I den kommende sæson samarbejder man igen med kirker og skoler, Kulturrummet, Kirsten Kjærs Museum og Bunkermuseum Hanstholm.

- Det er vores håb, at rigtig mange, også i den kommende sæson, vil tage imod teaterkredsens tilbud om kvalitetsteater, som bare skal ses og nydes, hvor vi for en stund lader os fortrylle, gribes af stemningen og glemmer den verden, der suser af sted udenfor, lyder det fra Thomas Munk.

Udover ham består bestyrelsen af Inger Madsen Hulgaard, sekretær, Søren Brogaard, kasserer, Niels Nymann og Claus Ehlers, mens Niels Jørgen Toft Pedersen (V) er tilfordnet som Thisted Kommunes repræsentant. Steen Lauritsen

og Astrid Christensen er suppleanter til bestyrelsen.

Første forestilling i den kommende sæson er Den Kongelige Ballet ved Nors Sø søndag eftermiddag 14. juni - som er aflyst. Men dernæst forestillingen ”Erna i krig” på Bunkermuseum Hanstholm onsdag eftermiddag 19. august, som forsøges flyttet til en senere dato. Og sidste forestilling er ”Sommer i Tyrol” i Thisted Musikteater onsdag aften 14. april 2021.

”Erna i krig” er produceret af teatret Mungo Park Kolding med Peter Dupont Weiss som instruktør samt Trine Pallesen og Morten Kjær som medvirkende. Det er en dramatisering af Erling Jepsens anmelderroste roman fra 2018. Den vildtvoksende skælmehistorie fortælles af kun to skuespillere, der gestalter det store persongalleri, samtidig med at de forsyner beretningen med både sang og musik. Året er 1916, og Første Verdenskrig raser syd for Danmarks grænser. Plottet er så, at da den sønderjyske Ernas lettere retarderede søn indkaldes til tysk militærtjeneste, drager Erna med ham i krig for at beskytte ham – forklædt som mand!

Tirsdag aften 8. september får teaterkredsen så operabesøg på Thisted Havn. Det er Guido Paevatalu, operasanger, baryton og kaptajn ombord, der besøger Thisted - og i øvrigt en række limfjordsbyer - med ”Opera mellem himmel og hav”. På programmet er kendte arier og duetter fra operaer med musik af Mozart, Verdi, Wagner og Puccini. Med på båden er også Niels Jørgen Riis, tenor, Signe Asmussen, sopran, og Leif Greibe, kapelmester.

”Sommer i Tyrol” er en musicalkomedie, som måske bedst huskes for 1964-filmatiseringen med Dirch Passer og Susse Wold. Nu kommer den så i en ny sceneversion fra Folketeatret, hvor instruktør Rolf Heim har bearbejdet historien med en kærlig hilsen til tv-komedieserien ”Halløj på Badehotellet” og et skævt blik på den gamle danske filmversion af denne elskede, musikalske komedie, der har musik af Ralph Benatzky og libretto af Erik Charell. Den bygger på operetten ”Im weißen Rößl” fra 1930. Her klinger de kendte og elskede toner fra sange som ”Ja, ja, ja - nu kommer jeg” og ”Man kan jo ikke gøre for at man har charme”, mens der på gæstgivergården Den hvide hest hersker en stemning af rent halløj på, og hvor overtjener Leopold har forelsket sig i værtinden Josepha, som er forelsket i undertøjsfabrikant Sülzheimer, som mest er forelsket i

sig selv, indtil han møder den charmerende, læspende Clara. Først da selveste Kejser Franz Joseph træder til, finder både knapper og kærlighed deres rette plads.

Mere om teaterkredsens program for 2020-21 på hjemmesiden: www.teaterkredsen.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...