Torsdag 31. januar laver Sabrina Sebar en madpakke-bar i SPAR på havnen i Hanstholm

HANSTHOLM: Skal der kun være leverpostej og rullepølsemadder i en madpakke?

Hvorfor ikke geare lidt op på indholdet og den gode smag. Det er da sjovere at spise noget andet end det sædvanlige og hvis det så er sundere, så er det da det man bør gøre, tænkte Sabrina Zebar, der er butikselev hos Spar i Hanstholm.

Derfor har hun besluttet, som en del af sin afsluttende fagprøve, at give madpakken maksimal opmærksomhed med en dag i Spar-butikken, hvor kunderne gerne skulle få lyst til at give madpakken et løft.

- Torsdag 31. januar laver jeg derfor en madpakke-bar i Sparbutikken, hvor man kan smage og få gode råd til en sjovere og sundere madpakke. Jeg har også lavet mit helt eget opskriftshæfte, som jeg vil dele ud, en del af projektet som jeg har brugt rigtig meget tid på. Heri kan man finde inspiration til, hvor nemt det er at lave noget andet end rugbrødsmadder med en skive pålæg på, siger den kommende butiksassistent, der i øvrigt holder madpakke-dagen på sin 28 års fødselsdag.

I Spar-butikken på havnen bliver der smagsprøver på forslag fra Sabrinas madpakke-opskriftshæfte.

Der bliver gode tilbud på indholdet, der sælges madkasser og drikkeflasker til børnene, og der bliver en konkurrence man kan deltage i. Her kan man vinde en kurv fyldt med gode sager, lige til at lave verdens bedste madpakke.

- Jeg håber mit initiativ bliver godt modtaget, og at mange får lyst til at lave en mere spændende og sundere madpakke. Man behøver jo ikke lave madpakken helt om alle dage. Men starte ud med en dag eller to, lyder det fra Sabrina Sebar.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...