Dorte Brolev fra Sennels troede ikke på, at hun skulle shoppe for 25.000 kroner

SENNELS: - Hvad vil I?

Med dette spørgsmål blev NORDJYSKE’s to udsendte mødt, da Dorte Brolev lørdag morgen åbnede sin dør lidt på klem i hjemmet i Sennels.

De to avisfolk havde ringet og banket på og næsten opgivet at træffe nogen.

Nu er det jo helt almindeligt, at nogen banker på døren i vintermørket en decemberlørdag.

Men vintermørket blev straks til vindermørket, da det gik op for Dorte Brolev og gemalen Jens, at de har vundet årets Juleshopping konkurrence.

Da avisfolkene blev lukket ind, fortalte Dorte Brolev, at hun i første omgang troede, at det var folk fra en eller anden sekt, der bankede på.

- De sælger juletræer, men jeg kunne alligevel heller ikke tro at det var nogen, der kom for at købe juletræer på den tid af dagen, sagde hun.

Det tog lidt tid at overbevise Dorte Brolev om, at man kom for at overbringe hende nyheden om, at hun nu skulle juleshoppe for 25.000 kroner.

Men det lykkedes.

Så efter morgenmaden skulle Dorte og Jens Brolev gøre sig klar til at blive afhentet af Nordvestjysk Limousine Service.

Så skulle de køres rundt til forskellige forretninger i Thisted og Hurup.

Her skulle de så skulle købe ind for de 25.000 kr., som er sponsoreret af ejendomsmæglerfirmaet Hanne og Hugo Larsen i Thisted. Der skulle bruges minimum 1500 kr. i hver butik.

- Det var virkelig en overraskelse og noget man slet ikke kunne forestille sig skulle blive mig, lød det fra Dorte Brolev.

Inden shoppeturen gik løs, blev de i limousinen og kørt til gevinstsponsor EDC Mægler Hanne og Hugo Larsen i Thisted, hvor ejendomsmægler Michael Larsen stod klar med champagne og lykønskning.

Fra Hanne og Hugo Larsen startede turen ned gennem gågaden i Thisted hvor parret shoppede i HL- Botex, Busk Lædervarer, Juul Sko, Bendixen, Føtex og Brøndum Jeppesen.

Her blev købt ind efter alle kunstens regler.

Efter endt indkøb i Thisted gik turen til Hurup hvor de besøgte XL Byg-Tømmergården, hvor de sidste penge blev brugt.

Dorte Brolevs lod blev i øvrigt trukket ud blandt 80.000 lodder.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...