Alle 350 der stillede op, kom i mål efter en hård tur på Nationalpark Thys grusveje

THY: Alle 350 der stillede op, kom i mål efter en hård tur på Nationalpark Thys grusveje.

Men trods benene var tomme, tøjet var sjasket og fjæset ugenkendeligt af mudderstænk, så var der ros til arrangør Jacob Binzer Østerby og DGI efter årets udgave af Thy Gravel.

Ruterne var helt nye i år med start i Vester Vandet.

Den længste rute på de over 80 km gik syd og vestover på kryds og tværs ad grus og skovveje. Rytterne nåede næsten helt ud til Bøgestedrende og derfra mod Nystrup plantage og til slut bakkerne ved Vester Vandet, før der ventede kolde pils og varm ”Thy-suppe”.

- Vi har fået så mange tilkendegivelser fra cykelryttere og løbere om at det var en fed og varieret rute. Derfor regner jeg med at vi gentager ruten igen næste år - måske bare omvendt. Så bliver det en lidt mere nådig afslutning, at bakkerne ved Vester Vandet kommer først, siger arrangøren og fortsætter:

- Vi har haft perfekte omgivelser til løbets start og mål på gården hos Arne Dybdahl. Vi håber, at vi igen kan være her næste år.

- Også løberne har været glade for den udfordring de fik på deres rute. Selv om vi ikke blev så mange løbere, så var tilbagemeldingerne så gode, at vi fortsætter også med løb i 2021. Løberne har i hvert fald sagt de vil reklamere for løbet, siger Jacob Binzer Østerby, der på dagen havde hjælp af 10 hjælpere.

Omkring 40 af de forhåndstilmeldte stillede ikke til start - trods de havde forudbetalt startgebyr.

Den sidste ryttergruppe var i mål omkring 15.45.

Trods forsinkelse, på grund af mange punkteringer, var der også varm suppe til dem.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...