Coca Colas store lastbil besøgte Hanstholm Havn

HANSTHOLM: Den var rød, lysende og meget stor. Den store Coca Cola-truck fyldte så meget i havnebilledet, at hovedvejen hen over Hanstholm Havn, onsdag eftermiddag og aften måtte afspærres i fire timer.

Ikke på grund af uheld, men nærmere på grund af manges drømme om en sød jul.

Den store lysende rødmalede Volvo Coca Cola-Truck var nemlig i byen på sin tur rundt til 38 byer i Danmark og havde parkeret midt på Kai Lindbergsgade ud for SPAR-butikken.

Dørene blev åbnet, julemusikken spillede og dét trak folk til.

På kørebanen var der opstillet æbleskive og gløggbod, vildmarksbad, juletræer og borde. Og de to køer til uddelingen af colaer, og til en tur op i lastbilen til julemanden, skulle måles halv til hele timers ventetid.

Og det var godt at vejen var lukket for trafik. For den iøjnefaldende blinkende lastbil med Santas store glade billede på siden, drikkende en cola, trak imponerende mange mennesker fra hele det nordvestjyske område til Hanstholm.

Så mange at købmand Solveig Madsen fra SPAR på havnen, som havde inviteret det røde reklameshow, anslog efter indleverede konkurrencesedler og et skøn, at tallet kunne opgøres til omkring 2000.

- Det er ret vildt. Vi så det i går i Lemvig. Nu også i Hanstholm: folk bare strømmer til og det bliver ved i samtlige fire timer, lyder det fra købmanden, der har ramt plet med invitationen til julemanden og hans rullende værksted.

For mens hundredvis af familier stod i kø og ventede på ,at komme i nærheden af gratis colaer eller en tur op og blive fotograferet med Julemanden i sit værksted, voksede også køerne i SPAR-butikken. For mange benyttede sig af at handle og tage for sig af de gode tilbud som butikken havde til lejligheden.

- Da vi blev kontaktet om vi ville have besøg af Cola-lastbilen, så sagde jeg straks ja og gik i gang med at kontakte firmaer på havnen om de var friske på at deltage.

Dermed er eftermiddagen blevet en begivenhed med boder, julefest og hygge i gaden, fortæller Solveig Madsen og fortsætter: udover SPAR deltager også Havnebutikken, Færgegrillen, Det Gamle Røgeri, Cold Hawaii Vildmarksbad, Lions og Hanstholm Friskole.

- En fantastisk eftermiddag for familierne og for os. Og alle kan godt glæde sig til næste år. Vi har allerede bestilt lastbilen til at komme igen, lyder det fra den glade købmand.

Cola-trucken er dog ikke ren reklame. For der sælges modellastbiler og kugler med snelandskab. En indsamling der sidste år samlede 400.000 kroner ind til Mødrehjælpens Julehjælp.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...