Næsten 700 deltagere har tilmeldt sig på forhånd

HANSTHOLM: Det bliver ny rekord for et cykelløb i Hanstholm, når årets udgave af Sparekassen Thy-Løbet afvikles på søndag, arrangeret af Thy Cykle Ring. 700 cykelryttere fra otte nationer skal dyste på den i cykelkredse kendte og frygtede rute ved Hanstholm.

- Vi var sidste år kun 417 ryttere, og med 650 forhåndstilmeldte, og flere endnu på dagen, bliver det første gang vi er så mange til et cykelløb. Forklaringen er at løbet i Thy er blevet en del af en 3-dages cuppen ”3 Dage i Nord”, der afvikles i samarbejde sammen med Aalborg og Hjørrings cykelklubber, fortæller formand for Thy Cykle Ring Ole Iversen.

- Det er flere års hårdt arbejde for at få flere ryttere til Thy - der endelig giver pote. Vi har i mange år døjet med at Hanstholm ligger ude i kanten af cykelløbskortet. Men nu er vindene bogstaveligt vendt. Cykelrytterne strømmer til løbet på Hanstholm knuden, med de tre kendte bakker: Trælshøj, Vigsø bakke og den lange havnebakke.

Ikke mindst stor interesse fra Norge, Sverige og Tyskland, hvorfra der kommer 200 ryttere til Thy, har boostet deltagerantallet til det.

- Men vi har altid mødt stor forståelse fra borgere i Hanstholm, som er glade for at få det store arrangement til byen, fortæller Ole Iversen.

Cykelløbet betyder blandt andet, at hele Fyrvej bliver ensrettet mens cykelløbet står på.

Alle starter sker fra Hanstholm hallerne, hvor målområdet bygges op.

Derfra går turen ned over Hanstholm Havn, Hamborg, Febbersted, Vigsø, forbi lufthavnen til Sårup, Ræhr og Trælshøj og så via Fyrvej til mål ved hallerne.

Løbet afvikles sammen med motorcykel-race marshalls, 20 Politihjemmeværnsfolk og mere end 50 hjælpere fra Thy Cykle Ring.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...