HANSTHOLM: Et stort program venter til årets sidste indslag i ”Vi elsker Thy” - når den store Hawdaw løber af stablen i Hanstholm-Centret fredag 2. august.

Det er et program, det kun har været muligt at stable på benene, fordi opbakningen til det store arrangement er helt i top:

- Der er så fantastisk god opbakning. Det er helt vildt, lyder det fra handelsstandschef THI & Thy Detailforum Michael Vendelbo.

Programmet omfatter åbning ved borgmester Ulla Vestergaard (S), smagsprøver hos Fonfisk på den store stand - bygget af fiskekasser, Thisted Kommune er der med flere forskellige indslag, der alle har rødder i Hanstholm, ”Danmark for målene” med et fire-timers-setup med FN’s 17 verdensmål med hovedtemaet er ”fødevarer i balance”, musikalsk underholdning i bedste sømands stil ved Matroserne og Ove’s Kapel, auktionsmester Jes Holm Sørensen holder fiskeauktion, Hanstholm Brandvæsen kommer med stigevogn og mandskab, redningsstationen kommer med redningsgummibåd og biler, Hanstholm Havns materielgård kommer med en kæmpe container med sand, fyldt med legesager som børnene kan muntre sig med, kæmpe workshop med vandkunsthuset - stor aktivitet for alle gæster i centret, specielt for børnene, Vildmarksdagen er der sammen med bageren 11/11, Næssundfærgen og krondyrdagene, konkurrencer, hvor man kan vinde merchandise fra ”Vi elsker Thy” (T-shirts + muleposer), tegnebord med fisk og havet som temaer, og endelig har Grøns Samlecentral sammen med Sparekassen Thy en kæmpe isblok, som man kan hakke indfrosne mønter ud af.

Af Ole Iversen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...