Han har været træner, ungdomsleder og bestyrelsesmedlem - og så nævner DBU også paddlebanen, selv om det ikke har noget med fodbold at gøre

NORS: Preben Gravesen har trænet og været aktiv i børne- og ungdomsarbejdet samt i klubledelsen i Nors Boldklub. Senest har han været drivkraften bag Thys første paddlebane i Nors.

Nu er ildsjælen fra Nors netop blevet hædret med DBU’s ”Gør en forskel”-pris, som gives til en frivillig, der har gjort en ekstra indsats i sin klub gennem mere end 10 år.

Selvom paddle ikke har noget at gøre med fodbold, nævner DBU, at det at man som frivillig i en forening tænker uden for kerneområdet og derved bidrager til medlemstilgang i foreningen, netop rammer en af kerneværdierne i DBU og det generelle foreningsliv, nemlig sociale relationer og sammenhold.

- Vi i Nors Boldklub er utroligt stolte af, at DBU har set vores vej og valgt Preben som årets modtager af prisen i region 2, siger Martin Rotbøll, der er formand for Nors BK.

Ud over diplom, blomst og gave medfølger også en check på 4000 kr.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...