Sjørring Bordtennisklub indbyder alle piger til fire timer med bordtennis, hygge, lege og pizza

SJØRRING: Sjørring Bordtennisklub indbyder lørdag 26. september alle piger til fire timer med bordtennis, hygge, lege og pizza i Sjørring-Hallen.

Her vil to af klubbens tidligere trænere, Marie Kjærulf Kirketerp og Sofie Bak-Jensen, stå for træningen af de fremmødte piger.

Marie Kirketerp var i sin tid i klubben en meget dygtig spiller med en særdeles flot teknik.

Sofie Bak-Jensen er i dag aktiv som klubtræner i en Aarhus-klub og som træneruddanner under Dansk Bordtennis Union.

Alle piger er velkomne til dette gratis arrangement, som er støttet af sommerpuljen.

Denne pulje skal få folk i gang igen med idræt efter nedlukningen, og her har man valgt at støtte Sjørring Bordtennisklub i flere sammenhænge.

Sjørring Bordtennisklub har haft tradition for at have forholdsvis mange pigespillere, og har i mange år været en af de klubber i landet, der har haft flest piger.

Klubben har også formået at få pigerne til at blive ret gode med mange flotte resultater.

I denne sæson vil klubben forsøge at få godt gang i pigerne igen. Lige nu har klubben pigespillere fra syv år til over 60 år.

- Med projektet kan vi give mange piger sved på panden her og nu, men også give dem mulighed for en livslang idræt. Desuden er bordtennis en idræt hvor piger og drenge kan træne sammen, siger træneransvarlig Peter Bak-Jensen fra Sjørring Bordtennisklub.

Man kan læse mere om arrangementet og tilmelde sig på klubbens hjemmeside www.sjoerringbordtennisklub.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...