Malermesteren har Knudsbjergvej 10 i Sennels som base

SENNELS: - Alting er sjovere, når det er for ens egen forretning man maler for, lyder det fra Peter Heskjær, mens han er i gang med at male væggene i et stort nybygget hus i Sennels.

Den unge maler med 10-års erfaring i faget har for et par måneder siden taget springet, og er blevet selvstændig maler med Knudsbjergvej 10 i Sennels som base.

- Jeg har længe gået og leget med tanken om at starte for mig selv. Men jeg har nok ikke haft modet, blandt andet på grund af det regnskabsarbejde med mere, der fulgte med. Men nu hvor jeg er godt i gang, er det ikke noget jeg regner mere. Jeg skulle egentlig have gjort det for længe siden. Så mit råd er: hvis man går med drømmen om at blive selvstændig - gør det, lyder det fra Peter Heskjær.

Peter Heskjær blev udlært i 2011 hos malermester Flemming Lund.

Siden har han arbejdet hos blandt andre Peter Søndergaard.

Han har haft godt med arbejde og fuld fart på siden han startede ud 3. oktober.

Nu skal en fast kundebase bygges op, siger malermesteren, der lægger ud med en fornuftig timepris.

Han er nu den eneste maler i Sennels, men han håber at få arbejde i det meste af Thy.

Peter Heskjær Malerfirma tilbyder sig med alt i malerarbejde.

Han har særlig viden om epoxygulve, men kan ellers alt indenfor malerfaget - også male plastvinduer så de ser ud som nye igen.

Han er også blevet medlem af Malermestrenes Garantiordning.

- Det er godt for kunderne og godt for mig selv, lyder det fra den nye malermester i Thy, som indtil videre er eneste ansatte.

Men ved større arbejder vil der blive indlejet ekstra folk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...