Anders Bak og Svend Ole Kombak spiller i Thisted Kirke onsdag aften

THISTED: Der er musik fra mange lande - Tyskland, Frankrig, Sverige, Rusland og Belgien - på programmet, når Thisted Kirke onsdag aften 24. juli får besøg af cellist Anders Bak (født 1945), der akkompagneres af kirkens egen organist og klokkenist Svend Ole Kombak.

Bak er også kammermusiker foruden musikforsker og -pædagog med diplom- og musikpædagogisk eksamen fra Det Jyske Musikkonservatorium, hvor han studerede hos professor Asger Lund Christiansen, samt musikvidenskabelige samt fyisk-matematiske studier på Aarhus Universitet. Senere har han taget private cellostudier hos professor Erling Bløndahl Bengtsson i København og professor Miroslav Petras i Praha.

Fra 1976 var Anders Bak andensolocellist i Trondheim Symfoniorkester, men valgte senere på grund af mange aktiviteter ved Trøndelag Musikkonservatorium og Trondheim kommunale musikskole en tutti-stilling (alle celli, red.). Foruden i en række kammermusikalske sammenhæng har Bak også spillet ved Den Norske Opera i Oslo samt i symfoniorkestrene i Aalborg, Aarhus, Odense og Sønderborg. 2000-05 var han lydtekniker ved studiet for elektronisk musik - DIEM - ved Det Jyske Musikkonservatorium.

Efter 2010 er Bak vendt tilbage til kammermusikken og dyrker nu en intens koncertaktivitet i samspil med flere ledende kammermusikere - både i nærheden af sin bopæl i Rønbjerg og sit ”andet hjem” i Trondheim. Han spiller på en original fransk cello fra 1740 af Jean Plumerel.

Af Villy Dall

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...