Stort rykind på stadion i Koldby

KOLDBY: 13. april var der stort rykind på Koldby-Hørdum Idrætsforenings stadion i Koldby.

Man havde fra bestyrelsen taget initiativ til at lave et opstartsstævne for U5 til U10 spillere. Bestyrelsen havde sendt indbydelser ud til samtlige klubber i Thy og på Mors hvorfra der mødte 39 hold op. Arrangementet startede fra morgenstunden, hvor der var en forfriskning til dem der ønskede det.

Herefter gik man i gang med kampene, hvor U5-holdene startede, dernæst U6 og så ellers fremdeles, hvor alle hold fik minimum tre kampe.

Næstformand i ungdomsudvalget, Ib Jensen fortæller at der virkelig var stor interesse for deltagelse - og vi anede jo intet om hvor stor interessen for at deltage var, da det var første gang vi forsøgte at stille et sådant arrangement på benene.

Det har så vist sig at tilmeldingen har været overvældende og vi vil forsøge at lave det igen i 2020. Ib Jensen fortæller videre at der var 39 hold, 200 børnespillere og ca. 150 forældre, søskende, bedsteforældre etc. og der er mange af de mindste børn hvor det er allerførste gang de er ude til et stævne - ja, for flere af dem er det først nu de starter i en forening.

De helt små (U5-U7) spillede 1x10 minutter, og de større (U8-U10) 2x10 minutter.

- Vi håber vi er med til at give mange nye poder lyst til at dyrke fodbold, siger Ib Jensen.

Mange havde taget familien med til stævnet og kiosken var åben hvor man kunne få stillet den værste sult i form af sodavand, Kaffe, kage, slush-ice, pølser og brød, hvis det var det man havde behov for.

Stævnet sluttede kl. 16 hvor vejrguderne havde vist sig fra deres pæne side med høj sol og næsten ingen vind.

Efter alt at dømme en rigtig god og vellykket dag på Koldby-Hørdums stadion.

:/Hans.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...