Skovskaden kan ofte også opleves ved foderbrættet

THY: Skovskaden sladrer altid med sit høje ”skrææp” - så alle i skoven ved, at der er menneskeligt besøg. Så man er ikke i tvivl, når man først hører og siden ser den rødbrune spraglede kragefugl med skinnende stålblå farver på vingerne.

- Skovskaden er en fugl, man ikke kan undgå at holde af. Den er fantastisk smuk og en juvel i vore skove. Den elsker en blandingsskov, hvor den udfører sin helt særlige og meget charmerende måde at samle føde på, fortæller Thisted Postens naturmand Jens Jørgen Andersen:

- Den har nemlig den idé at samle frø fra løvtræerne og lægge dem i depoter. Mange steder i skoven lægger den nødder, bl.a. bog og agern i små bunker, der er gemt i skovbundens mos. Den kan så huske om vinteren, hvor den har lavet depoterne - som regel. For ikke alle depoter bliver siden spist af skovskaden, for musene er også glade for skovskadens depoter.

Men den lever ikke kun af frø og nødder. Den spiser alt, hvad den kan finde af insekter, smådyr og orme, fortæller Jens Jørgen Andersen.

Skovskaden er almindelig ynglefugl i Danmark, og man skal bare gå en tur i en blandingsskov - så møder man den med stor sandsynlighed:

- Den er her også som trækgæst og kan komme oppe nordfra i meget store flokke. Jeg talte næsten 300 trækkende skovskader en dag i oktober ved Hanstholm Fyr. De kom nordfra i flokke over havet og fløj videre sydpå, fortæller Jens Jørgensen Andersen, der også opfordrer til at holde øje med den, når man fodrer.

- Hvis man bor i nærheden af skov, er den en sikker gæst på foderpladsen, hvor den flittigt henter nødder, frø og kerner. Den er dejlig fugl at se på. Og det er altid en oplevelse at standse op og betragte dens flotte udseende og fundere over, hvor kløgtig den egentlig virker.

Ved at hamstre og dermed sprede træernes frø har skovskaden bidraget til egetræets udbredelse nordpå siden istiden.

Så en oplagt idé kunne være at gå en juletur på udkig efter den azurblå juvel kloge fugl i skoven: Skovskaden, som svenskerne i øvrigt meget passende har kaldt nötskrika (nødskrigeren, red.).

Fakta: 34 cm i størrelse og vingefanget op til 58 cm. Skovskaden er udbredt over en stor del af verden - Europa og Nordvestafrika østpå til Asiens nordlige Stillehavskyst og Japan samt i et område i Sydøstasien.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...