Den gamle Thistedvirksomhed Thy Autokøler har ændret navn

THISTED: Den gamle Thistedvirksomhed Thy Autokøler har ændret navn. Nu hedder den snart 50-årige specialforretning på Industrivej i Thisted: OILTECH.

Den nuværende ejer siden 2013 Leif Olesen har besluttet, at tiden er kommet til, at navnet på facaden afspejler det, virksomheden rent faktisk laver og står for.

- Når 95 procent af vores forretning i dag består af salg af olier, batterier og smøreprodukter, køle og rensevæske til industri og private, og meget lidt med autokølere, så er det tiden at ændre firmanavnet. Selvom vi stadig ordner kølere, så er det nu en meget lille del af vores forretning, siger Leif Olesen, der overtog forretningen efter sin far, nu afdøde Poul Olesen, i 2013.

- Der er sket meget, siden min far overtog virksomheden i sin tid, og jeg har i flere år tænkt, at det var på tide med et nyt navn. Særligt fordi forretningen har udviklet sig i årenes løb, og det er vigtigt for mig, at kunderne kan se, hvad vi er for en størrelse ud fra vores navn, siger Leif Olesen, ejer af OILTECH.

Da Leif Olesens far overtog det daværende Thy Autokøler i 1978, havde virksomheden adresse på havnen i Thisted, og kunderne var primært fra lokalområdet.

I 1985 kom Leif med i firmaet, og i dag har Leif en sælger ansat.

Sammen driver de OILTECH fra adressen i Thisteds industriområde, hvor virksomheden har boet siden 1984.

Kunderne findes i det meste af Midt- og Nordvestjylland og tæller alt fra små til større danske virksomheder, som TiCan, Thise Mejeri, Maltfabrikken og Thisted Bryghus samt andre i primært det nordvest og midtjyske område.

- Det er klart, at det er forbundet med en del følelser at skulle sige farvel til navnet Thy Autokøler, fordi det har været i familien og i lokalområdet i mange år. Heldigvis er navneskiftet udtryk for en positiv udvikling, og jeg glæder mig til at se, hvad det nye navn bringer med sig, siger Leif Olesen.

Med navneskiftet til OILTECH kommer også en ny hjemmeside og ikke mindst ambitioner for fremtiden.

I første omgang er de nuværende lokaler på Industrivej 30 sat til salg, og når den rette køber er fundet, sættes jagten ind på nye lokaler.

OILTECH forhandler udelukkende produkter af høj kvalitet til industri og private. Det drejer sig blandt andet om Petro Canada, som virksomheden var den første forhandler af i Danmark, Castrol Olie, Fuchs Lubricants, Randers Kemiske og KK Lube. ?De store ordrer leveres direkte fra producenten.

Men OILTECH har et bufferlager på Industrivej 30, så kunder kan blive akut forsynet - ikke mindst private.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...