Klokken 10 er der afgang fra Spar-Klitmøller

KLITMØLLER: Klitmøller vil nu også med på bølgen af nytårsløb på årets sidste dag.

Klokken 10 er der afgang fra Spar-Klitmøller til det allerførste Klitmøller Nytårsløb. Et løb for børn, voksne og familier.

Der venter en ture på 5,3 km rundt i surferbyen, turen går naturligvis også forbi Ørhage.

Den nye ”Foreningsvej”, der er nyanlagt langs åen bag Spar, bliver afslutning på turen, inden spurten ved Spar-Købmanden.

Det er to mølboer Malene Dragsbæk og Jesper Overgaard og to lokale virksomheder: Cool Cut og Spar der står som arrangører af løbet.

- Vi er en lille gruppe som har startet dette forhåbentlig traditionsrige arrangement op, da vi plejer at tage udenbys for at løbe nytårsaftensdag. Men med så mange motionister og naturglade mennesker i Klitmøller, så mente vi at det var oplagt at starte arrangementet på herude, siger Malene Dragsbæk, der forventer mindst 100 til start tirsdag 31. december.

- Vi har allerede fået stor opmærksomhed og mere end 70 har sagt de deltager. Så vi tror på at vi når et tre-cifret deltagerantal, og gerne en masse børn på enten gåben eller cykel - for det er også muligt, siger Malene Dragsbæk.

Efter løbet ønsker alle hinanden et godt nytår og der være en gratis øl eller vand samt champagne sponsoreret af Spar Købmanden Mikael Konradsen samt kransekage sponsoret af vores lokale frisør, Cool Cut Klitmøller v/Heidi Kristensen.

Startgebyret er 50 kr. for voksne og 25 for børn.

Overskuddet fra arrangementet går i år til ungdomsfodbold i Klitmøller IF.

Næste år er det planen at andre foreninger skal støttes - for arrangørerne håber at det kan blive en hyggelig tradition i Klitmøller, hvor folk fra hele Thy er velkomne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...