7. august arrangerer Thy Cykle Ring for første gang cykelløbet Lønnerup Fjord Grand Prix

THY-HANNÆS: Tirsdag aften 7. august arrangerer Thy Cykle Ring for første gang cykelløbet Lønnerup Fjord Grand Prix. Et hyggeligt sommerløb for både motionister og licensryttere - hvor der er præmier til begge grupper.

- Vi kørte i mange år Stjerneløbet med start fra Storetorv. Men ombyggerier på torvet gjorde det alt for besværligt at køre Stjerneløb der. Derfor kører vi nu et løb med den hidsige bakke på Lønnerupvej, som omdrejningspunkt, fortæller Karina Vingegaard Rasmussen fra Thy Cykle Ring. Der køres på en rundstrækning på 5,3 km med mål på toppen ved Lønnerupvej 8.

De voksne ryttere og motionister skal 10 omgange rundt på rundstrækningen: Lønnerupvej, Havlandsvej og Lønnerup Fjordvej.

- Thy Cykle Ring håber at Thys mange cykelmotionister er klar til en frisk cykeldyst med og måske mod blandt andre Thy Cykle Rings ryttere.

Men man behøver ikke ræse - man kan tage turen og bakken i sit eget tempo, måske i en gruppe klubkammerater og måske nyde udsigten over Lønnerup Fjord, siger Karina Vingegaard Rasmussen, medlem af bestyrelsen i Thy Cykle Ring.

Efter rytterne er kommet i mål er der gang i grillen med hvad dertil hører.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...