Der etableres en ny grøn passage, der bliver ny forbindelse mellem sygehus og administrationsbygning

THISTED: Øst for sygehuset, tæt ved Thylandsvej, lå indtil for nylig dem store gamle elevbolig.

Den tomme bygning er netop blevet revet ned, og har efterladt en grund på omkring 4000 kvadratmeter.

Det areal har sygehusledelsen besluttet skal blive en ny grøn passage, der bliver ny forbindelse mellem sygehus og administrationsbygning.

Et projekt der allerede er langt.

- Den gamle elevbygning har stået tom i over 10 år og var tjenlig til nedrivning. Vi har så på stedet besluttet at anlægge en grøn passage. Jeg tror det bliver rigtigt flot, siger matrikelchef for Aalborg Universitetshospital - Thisted, Grethe Kirk.

Det er Koldby Entreprenører som har entreprisen med projektet, som begyndte med nedrivningen af den gamle bygning og klargøring af grunden.

- Vi har nu lagt over 300 kvadrameter fliser til nye stier, der går gennem området. De gamle birketræer har fået lov at blive stående. Derudover skal der sættes en række nye træer som skal danne allé langs hovedstien, som også en række lamper, der skal skabe hyggelig belysning om aftenen. Der er også bygget en garage til hospitalsbiler nederst på den skrånende grund og der er lavet afvandingsanlæg på stedet, fortæller indehaver af Koldby Entreprenør, Simon Olsen.

Det er sygehusets tekniske chef Thomas Bunk, der står for projektet.

Han fortæller:

- Vi håber da at området både bliver en smuk passage mellem hospitalsbygninger. Men også gerne et smukt område, som man kan opholde sig i. Nu skal området lige blive grønt med træer og plæner. Så er det muligt at vi sætter bænke/borde derud, så ansatte på sygehuset om sommeren kan sætte sig der med deres mad.

Projektet er finansieret fra Region Nordjyllands fremrykkede anlægsmidler.

Ud over den lille nye ”park” har sygehus også fået midler som er brugt til nyt tag på vagtstuen og nye vinduer.

Budgettet på anlæggelsen af det grønne område er på 700.000 kroner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...