Bedre brød til alle er mottoet for SuperBrugsens bageri i Thisted

THISTED: Bedre brød til alle er mottoet for SuperBrugsens bageri i Thisted.

Brødudsalget har netop gennemgået en større ombygning. Det er sket med lancering af et helt nyt brødkoncept i Coop-butikkerne med bageri og brødudsalg som i Thisted.

- Det gode håndværkerbrød, der udfordrer bageren på vegne af forbrugerne, er det det nu handler om. Brødet skal smage af meget mere. Det skal helt laves fra bunden. Men det skal stadig koste det samme, fortæller bager Jan Jørgensen fra SuperBrugsen i Thisted og fortsætter:

- Vi skal tilbage til de gode gamle dyder. For kunderne efterspørger det gode håndværker brød. Det kan vi blandt andet se af at, salget af det hvide firkantede franskbrød er faldet, til gengæld for meget mere salg af de mange specialbrød med lækker sprød og smagfuld skorpe. Udover nye brødtyper der er kommet til vores store udvalg, så har vi også indført et bredt udbud af lækre brød med fyld, til at tage med. Det er en række nye Paninis, minipizzaer og breadsticks.

- Vi har stadig de gode morgenpakker med gode rundstykker og alle de kendte morgenkager, lyder det fra bageren i SuperBrugsen.

Selve brødudsalget har gennemgået en større renovering i forbindelse med indførelsen af det nye brand: Brød-Cooperativet.

Der er bygget 15 meter helt nye udstillingsdiske, så man bedre kan se udvalget i bageriudsalget.

Der er nye farver og dekoration, så det hele fremstår nyt og lækkert.

Endeligt er der indført et nummersystem, så man tager et nummer.

Så behøver man ikke stå i en kø, men kan gå rundt og finde andet mens man venter på sin tur til at købe det nye håndværkerbrød fra Brød-Cooperativet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...