Makkerparre har udgivet bogen ”Natur på kanten - i og omkring National Park Thy”

THY: En ny natur-bog fra makkerparret Karsten Bjørnskov og Jens Kristian Kjærgård har ramt hylderne i boghandlen.

”Natur på kanten - i og omkring National Park Thy” hedder den, og den lægger sig i slipstrømmen af forgængeren ”Nationalpark Thy - Natur i særklasse”.

- igen med stribevis af imponerende fotos af Jens Kristian Kjærgaard og præcise beskrivende fortællinger om Thys natur af Karsten Bjørnskov.

Endnu en moppedreng af en foto- og fortællebog på 368 sider om Thys natur.

Men ”Natur på kanten - i og omkring National Park Thy” er ikke kun en version to af den første bog. De to naturfolk ønsker med det nye bogprojekt at gå videre, end ”kun” at berette som observatører om Thys mangfoldige natur.

- Vores bog fortæller om natur på kanten. Det er på kanten af Jylland. Men vi har også selv givet den den kant, at bogen gerne må sætte tankerne i gang. Og læserne må gerne tage stilling til; om vi, når vi benytter naturen, også husker at beskytte den, siger de to forfattere fra jagtstuen i Karsten Bjørnskovs hus i Vester Vandet, hvor skovredskaber og krondyrgevir vidner om et langt liv i skov og natur som skovløber og skovarbejder.

- I forordet, som er skrevet af tidligere klitplantør i Tved og nuværende projektleder i Nationalpark Thy, er meningen med endnu et foto-bogprojekt om Thys natur fint beskrevet.

- Er naturen bare, noget som er ”Noget billigt skidt - uden værdi” som digteren Otto Gelsted ironiserede over i 1930, spørger de Karsten Bjørnskov og Jens Kristian Kjærgaard

- Vi ønsker med bogen at skabe indsigt i værdien af mangfoldigheden i vores natur i Thy. For arter og levesteder forsvinder med større hast end nogensinde. Også i Thy. Derfor er det vigtigt for os alle at vi forstår værdien af natur. For derefter at beskytte den, siger de to forfattere, der ikke lægger skjul på at Nationalpark Thy gerne måtte gå fra Agger til Bulbjerg, og at der er en plads til både mennesker, krondyr og ulv.

”Natur på kanten - i og omkring National Park Thy” er også et resultat af det input, som Karsten Bjørnskov har fået gennem et langt liv, som naturformidler for Naturstyrelsen. - Jeg er jo blevet stillet tusindvis af spørgsmål på turene. Det gav mig inspiration til de forklarende og beskrivende tekster der er i den nye bog, siger Karsten Bjørnskov.

For naturfotografen Jens Kristian Kjærgaard er det nye projekt et andet kig gennem objektivet.

- Jeg har været både langt fra og tæt på. Og der er meget landskab med. Alt er ikke kun billedskønt - selv om man kan tro det, når man ser flotte billeder.

- Men uanset kant og bagtanke, så er ”Natur på kanten - i og omkring National Park Thy” en ægte dybfølt kærlighedserklæring til Thys natur - slår de to fast til sidst.

Bogen sælges fra boghandlere og direkte fra forlaget-vestenvind.dk .

Prisen er 475,- kroner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...