Mors-Thy missede chancen for point i sidste sekund

HÅNDBOLD: Fredag aften fortsatte Mors-Thy Håndbolds stime af nederlag i HTH Herreligaen i en utrolig tæt duel mod Skjern Håndbold.

Mors-Thy havde i slutsekunderne af kampen muligheden for at snuppe det ene point, men Frederik Tilsteds afslutning blev reddet af Robin Haug.

Dermed vandt Skjern opgøret 24-23, og det betyder, at morsingboerne har tabt de seneste fem kampe i ligasammenhæng.

Det var to hold, som forud for opgøret var ramt på selvtilliden, da både Mors-Thy og Skjern havde tabt de seneste fire ligakampe.

De var derfor naturligvis pisket til sejr, hvis den dårlige stime skulle brydes, og ambitionerne om at blive en del af slutspillet skulle tilbage på sporet.

I kampens indledning var det da også to hold, som spillede helt lige op.

Mors-Thy bragte sig foran i kampens første angreb, og derefter udlignede hjemmeholdet på den efterfølgende boldbesiddelse.

Sådan fortsatte det frem til stillingen 12-12. Mors-Thy altid foran med et mål, hvorefter Skjern bragte sig tilbage på omgangshøjde.

Men med to minutter til pause sikrede den tidligere Aalborg-spiller Oliver Norlyk Skjerns første føring. Det holdt dog ikke længe, for Sander Øverjordet og Lasse Pedersen fik med deres scoringer sendt gæsterne til pause i front med 14-13.

Den utrolig tætte kamp fortsatte efter pausen. Skjern fik igen tilkæmpet sig føringen ved stillingen 17-16, men det fik norske Sander Øverjordet endnu engang ændret på, da han bragte Mors-Thy tilbage i førerposition med 18-17.

Ved den stilling begyndte fejlene at snige sig ind for udeholdet. Det betød, at Skjern efter 50 minutters håndbold tog den første føring i kampen på mere end et mål, og kort efter kom værterne også foran med 22-19.

Men fire gode minutter fra Mors-Thy var nok til, at Jonas Gade og Lasse Pedersen med sammenlagt tre scoringer bragte balance i regnskabet.

Med to minutter tilbage havde Skjern spillet sig til en føring på 24-22. Mors-Thy udlignede på det efterfølgende angreb og havde altså chancen for at tage det ene point i det allersidste sekund, men skuddet fra Frederik Tilsted blev snuppet af Skjern-målmanden.

Lasse Pedersen blev topscorer for Mors-Thy Håndbold med fem mål.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...