Man forventer at kunne udrede 180-200 patienter om måneden, når man kommer i fuld drift efter sommerferien

HOBRO: En ny lungeklinik på Aalborg Universitetshospital i Hobro giver nu hurtigere hjælp til lungepatienter, så de kan blive udredt for bl.a. KOL, astma, høfeber og pollenallergi. Målet er, at klinikken efter sommerferien skal kunne udrede mellem 180 og 200 patienter om måneden, fremgår det af en pressemeddelelse fra Regionsgården i Aalborg.

Klinikken startede faktisk i starten af marts, men på grund af coronakrisen har den kørt på nedsat kraft. Nu opruster klinikken igen, og man forventer at være i fuld drift på den anden side af sommerferien:

- Ideen med klinikken er at få nyhenviste patienter hurtigt igennem udredningen for at finde ud af, hvad de fejler, så vi kan få dem hjulpet videre. Målet med den ny klinik er, patienterne skal vente kortere tid på at komme til udredning, end de gør i dag, siger Steffen Eg Kristensen, der er ledende overlæge på lungemedicinsk afdeling ved Aalborg Universitetshospital.

Klinikken er åben mandag-onsdag og er bemandet med en speciallæge i lungemedicin samt to yngre læger, der er i gang med deres hoveduddannelse.

Patienter kan blive henvist til lungeklinikken fra egen læge. Herefter vil patienten blive indkaldt til klinikken i Hobro. Nogle patienter kan afsluttes i løbet af et-to besøg i Hobro, andre skal have det videre forløb hos egen læge, og en gruppe af patienterne henvises videre til specialambulatoriet i Aalborg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...