Bo Immersen har lige siden 1990’erne været bidt af ideen om at spare på energien og udnytte resurserne bedst muligt til gavn for vore efterkommere og for planeten

THISTED: Bo Immersen fra Thisted har startet konsulentvirksomheden Thybo & Co., som hjælper organisationer med at mindske deres klimaaftryk og miljøbelastning. Værktøjerne er eksempelvis miljømærkning, indførelse af miljøledelse, udvikling af ny grønne forretningsmodeller eller FN’s 17 verdensmål, der kan udnyttes som strategiske pejlemærker for driften.

- Min ambitionen er at være de nordvestjyske virksomheders foretrukne samarbejdspartner, når de vil sætte fart på deres grønne omstilling, siger Bo Immersen i en pressemeddelelse.

Virksomheden blev oprettet som en fritidsbeskæftigelse i efteråret 2019, men nu tages springet som iværksætter fuldt ud. Det er en drøm, der går i opfyldelse, siger han:

- Lige siden jeg i starten af 1990’erne besøgte Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sdr. Ydby med min htx-klasse, har jeg været “miljøskadet” - men på den gode måde. Jeg blev fanget af ideen om at spare på energien og udnytte resurserne bedst muligt til gavn for vores efterkommere og den planet, vi bor på. Det har bl.a. resulteret i, at jeg har udviklet en særlig allergi over for spild og en næse for at skabe synergier.

Bo Immersen mange års erfaring i at understøtte en bæredygtig udvikling og hjælpe virksomheder med at mindske deres miljøbelastning og kommunikere det til omverden. I 2012 blev Bo tildelt ambassadørprisen af Miljømærkning Danmark ”for siden 2004 at have ydet en ekstraordinær indsats for kendskabet til og brugen af EU Blomsten via sit virke i det regionale turistudviklingsarbejde i Nordjylland.”

Og her i vinter har Thybo & Co hjulpet Agger Tange Feriecenter og Hotel Thinggaard med at blive klar til at søge om den danske Green Key-certificering og udarbejde grønne forretningsmodeller. En grøn forretningsmodel indeholder - ud over virksomhedens forretningsmæssige udgangspunkt - også en oversigt over, hvordan virksomheden kan nedbringe sin miljøbelastning samt en opgørelse over gevinster og investeringsbehovet.

Hotelejer Michael Thinggaard siger i pressemeddelelsen, at samarbejdet har gjort forberedelserne til blive Green Key-certificeret overskueligt.

Udover den praktiske erfaring har Bo Immersen bl.a. en uddannelse som teknonom med speciale i miljøstyring, en proceskonsulentuddannelse og en diplomuddannelse i ledelse.

W

thyboogco.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...