Anders Stignæs har sammen med Thy Erhvervsinvest overtaget Hanstholm-Thisted-Sydthy Auto og Dæk

THY: Hanstholm-Thisted-Sydthy Auto og Dæk fyldte tidligere på året 40 år. Nu har firmaet fået ny, eller nærmere nye ejere, efter Ole Larsen valgte at afhænde forretningen i jubilæumsåret.

Den tidligere leder af afdelingen i Thisted, Anders Stignæs, har pr. 1. juni, sammen med den lokale investeringsfond Thy Erhvervsinvest (TE), overtaget auto og dækfirmaet med 25 ansatte.

Med ejerskiftet er det sikret, at firmaet bliver på lokale hænder, trods der var stor interesse fra større dæk-kæder for at overtage virksomheden.

Anders Stignæs er udlært automekaniker. Han arbejdede i Hanstholm - Thisted - Sydthy Auto og Dæk i Hanstholm i 2007-2009. Efter fem år i forsvaret vendte han tilbage og blev leder i Thisted afdelingen i 2014.

Anders Stignæs fortæller, at han har arbejdet med at overtage i et års tid. Efter flere forsøg til hjælp med finansieringen, fik han ved en tilfældighed kontakt med Thy Erhvervsinvest, da en af folkene bag investeringsfonden var inde og få ordnet bil.

- Jeg kendte slet ikke investeringsfonden, som var den rigtige hjælp for mig til finansieringen. Der gik ikke mange møder, før tingene faldt på plads. - Det gik helt glat. Jeg kan kun rose TE, fortæller Anders Stignæs, og fortsætter: TE går ind og bliver medejer på en part, og får to mand i firemandsbestyrelsen. Jeg bliver hovedejer og skal drive virksomheden. Men jeg er glad for at jeg får god sparring af bestyrelsen, lyder det fra den nye ejer af auto og dækfirmaet, der ingen planer har om at ændre på hverken bemandingen eller den daglige drift, som kunderne kender.

For Thy Erhvervsinvest er det en forholdsvis sikker investering der er gjort.

- Det er en solid virksomhed, i en god gænge, vi går ind i. Den har generet overskud i så godt som alle år. Nu stod virksomheden i et generationsskifte og salg. Så var det det helt rigtige for os at gå ind og støtte en ung ny leder og investere i virksomheden, med lokal udvikling for øje, siger Robert Hove, direktør for Thy Erhvervsinvest.

- Investeringen passer perfekt til formålene for vores fond, lyder det fra Robert Hove, der forsætter:

- Anders skal styre virksomheden. Vi skal være fødselshjælper og sparringspartner. Vi skal være med i omkring seks år og derefter er det planen af Anders har købt Thy Erhvervsinvest ud igen.

Det er Thy Erhvervsinvests anden investering.

Tidligere har TE investeret i Klitmøller tech-firmaet Incendium.

Ejerandelene i Hanstholm - Thisted - Sydthy Auto og Dæk er 55,5 procent til Anders Stignæs og 44,5 procent til Thy Erhvervsinvest.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...