Fra januar har Kanstrup Hvidevarer - Hvidt og Frit i Thisted fået ny aftale med svensk storkæde

THISTED: Fra nytår har hvidevarebutikken Kanstrup Hvidevarer - Hvidt og Frit og som ligger på hjørnet bygningen ud til ”Hvass-krydset, som det hedder i folkemunde, fået en ny indkøbsaftale med den svenske storkæde Elon, som er en del af nordens største butiksnetværk.

- Hos Kanstrup Hvidevarer er vi glade for at skulle handle sammen med de andre nordiske kæder. Samarbejdet kommer til at betyde, at vi hos Kanstrup Hvidevarer kan tilbyde vores kunder et endnu bredere sortiment inden for hårde hvidevarer og tilbehør end hidtil. Gennem samarbejdet med de andre nordiske kæder får vi fremover adgang til en række produkter, som ikke findes på det danske marked, siger Lars Kanstrup.

- Fremover vil vi trække vores varer fra et kæmpe lager i Sverige på 55.000 m2, og det vil betyde endnu billigere indkøbspriser for os.

Som en del af indkøbskæden, Hvidt og Frit, bliver Kanstrup Hvidevarer 1. januar 2019 en del af et endnu større nordisk samarbejde efter, at Hvidt og Frit har indgået aftale om et indkøbssamarbejde med den svenske indkøbskæde ELON Group, finske Veikon Kone, islandske Heimilistæki og norske Euronics.

- Vores nye nordiske samarbejde giver os fantastiske muligheder for at skabe mere fordelagtige indkøbsvilkår, som i sidste ende vil gavne vores kunder, siger Jørgen Højlund, direktør i Hvidt og Frit.

Selvom det nye nordiske samarbejde betyder, at gruppen med sine i alt 500 butikker får Nordens største butiksnetværk, vil kæden stadig have fuldt fokus på de lokale kunder og den lokale handel.

- Vores fokus er, som det altid har været, på de lokale kunder, der handler hos os og som har gjort det i mange år. Nu vil vi bare kunne tilbyde et meget større udvalg af produkter, siger Lars Kanstrup.

- Vores rådgivning af kunderne fortsætter med den samme professionalisme som altid, hvor vi stræber efter at give vores kunder de bedst mulige faglige råd med på vejen.

Fra nytår vil alle de fem nordiske samarbejdspartnere foretage deres indkøb via ELON Group, som er en stor aktør på det svenske marked med 350 butikker og en markedsandel på cirka 27 procent, i Norge er der yderligere 54 butikker og Elon etableres altså nu også på det danske marked.

Alle samarbejdsaftaler er underskrevet og koordineringen af indkøbsprocesserne er begyndt for at sikre, at de lokale kunder får gavn af samarbejdet med det samme.

Hos Kanstrup Hvidevarer ser man frem til at præsentere fordelene ved samarbejdet for kunderne allerede i begyndelsen af 2019.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...