30-årige Kenneth Thomsen er netop startet som selvstændig malermester med base i Tødsø på Mors

TØDSØ: 30-årige Kenneth Thomsen er netop startet som selvstændig malermester med enkeltmandsfirmaet Thomsen Malervirksomhed.

Firmaet har indstil videre base i Tødsø, hvor han bor sammen med sin kæreste.

På trods af sin unge alder har Kenneth Thomsen sit cv i orden.

Han var i malerlære hos en malermester i Skive fra 2007 til 2011. Uddannelsen bestod han med et 12-tal og sølv, der er det højeste man kan få som malerelev.

Herefter var han i en årrække ansat hos en malermester i Skive. De seneste halvandet år har han arbejdet med gennemgang og reparationer hos HusCompagniet i Herning.

Det var også i forbindelse med dette arbejde, at idéen om at blive selvstændig malermester blev født.

- Jeg havde en daglig kontakt med kunder og aldrig fået nogen klager. Så tænkte jeg, at nu skulle det være. Jeg vil nødig som 50-årig bebrejde mig selv for ikke at have prøvet det, siger Kenneth Thomsen.

Nu har han været i gang i en måneds tid. Og det er gået udmærket.

- Jeg startede jo fra nul. Men ved lidt mund-til-mund reklame er det lykkedes mig at komme i gang. Min første kunde var faktisk min egen bankrådgiver, der skulle have malet sommerhuset. Hun har efterfølgende givet mig nogle gode anmeldelser på min Facebook-side, siger Kenneth Thomsen.

Kenneth Thomsen klarer malerarbejdet for private og erhverv.

Og hans anbefaling til private er at lade være med at male selv.

- Malerarbejde er en investering. Man skal kigge på det i mange år. Og så er det godt at lade en professionel gøre det. Man maler jo heller ikke sin bildør selv, siger han.

Kenneth Thomsen er meget fleksibel hvad arbejdssted angår.

- Jeg kører både i Thy og Mors. Jeg har faktisk netop haft et job i Thisted, siger han.

Man kan finde ham på Facebook-siden Thomsen Malervirksomhed.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...