Ved Paletten i Nors er der nu en Repair Café, som har åbent i tre timer hver tredje tirsdag

NORS: Skal kniven slibes, støvsugeren tjekkes, cyklen lappes, eller skal der laves nye huller i bæltet? Eller har du bare et eller andet i huset, der er for godt til at blive smidt væk, fordi det bare skal repareres, for at få nyt liv - så er der nu hjælp at få, og ovenikøbet er det ganske gratis.

Repair Café hedder et landsdækkende netværk med foreløbig 46 værksteder over hele landet. Nu er Thys første Repair Café åbnet i Nors.

Bag står en flok af pensionerede håndværkere, engageret i Aktivt Netværk Nors med hjemsted i Palletten - det tidligere plejehjem i Nors. I kælderen under den store bygning har teamet indrettet sig med veludrustet værksted, bred faglig erfaring og godt humør.

- Vi er indtil nu 10 fiksere, bl.a. smed, sejlmager, møbelpolstrer, elektriker, it-mand, tømrer og snedker. Vi vil hjælpe med at fikse alt det, der kan bæres til værkstedet. Og ideen er det skal kunne ordnes, mens man venter. Ikke noget med at man henter det næste gang, fortæller Jens Otto Nystrup, der er initiativtager til Repair Café.

- Vi tror på, at der er et stort behov for at få lavet små reparationer af det grej, man har derhjemme. Vi har åbent hver tredje tirsdag i tre timer. Man kan se, hvornår det er - for vi sætter vores Repair Café-skilt ud til vejen udenfor Palletten og vores værkstedsindgang. Så er man meget velkommen til at kigge ind med det, der skal repareres. Og der er altid kaffe på kanden, siger juristen Jens Otto Nystrup, der ikke er håndværker, men som sagtens kan lappe en cykel.

Det sociale spiller en stor rolle for Repair Café -teamet. Og har man lyst til at blive en del af teamet, er det også muligt.

Repair Café i Nors i kælderen under Palletten har åbent næste gang tirsdag 29. september kl. 13.30-16.30.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...