Kroen står ikke til at reddes - der er loppemarked for inventaret 2. og 3. februar

NORS: Dagene for Nors Kro, som har været lukket siden sommeren 2018, er talte.

De næsten 100 år gamle krobygninger skal nu væltes.

Men forinden skal alt inventaret sælges på et weekend-loppemarked.

Parret Jesper og Henriette Møller, Nors, har overtaget kroen efter tvangsauktion.

Bygningerne er imidlertid i for dårlig tilstand til, at de kan reddes. Og parret har derfor besluttet at vælte bygningen.

- Det er da ærgerligt at kroen nu skal væltes. Vi har alle haft en god stund på Nors Kro, og det bedste var da at bevare kroen, siger den nye medejer Jesper Møller og fortsætter:

- Desværre kan kroens bygninger ikke reddes. Vi går derfor i løbet af året i gang med en nedrivning, og planen er at vil bygge et nyt hus på grunden, som vi skal bo i. I hvert fald krobygningens hovedhus skal væk. Om vi kan beholde den tilbyggede festsal, afhænger af standen, når vi kommer i gang. Den kan eventuelt anvendes som et værksted eller til oplagring, siger han.

Krobygningen rummer dog en stor mængde inventar. Det har parret besluttet skal sælges på et stort loppemarked.

- Alt skal væk: porcelæn og glas, møbler, køkkenudstyr, lamper, senge, malerier, værelsesinventar blandt andet. Også den store ølsamling på over 200 øl skal væk, lyder det fra Henriette og Jesper Møller.

- På tvangsauktionen bød vi imod en spekulant, som vi vil kalde det. Kommunen var også klar til at overtage bygningen, sandsynligvis for nedrivning. Vi kunne se, at det kunne blive en fin byggegrund midt i byen. Vi havde kigget på andre byggemuligheder i Nors. Så denne var den bedste mulighed for os, lyder det fra parret, der måtte betale 215.000 kroner for grunden, bygninger og det inventar der var tilbage.

At kroens bygninger ikke kan reddes, får alle mulighed for at se, idet alle rum i den gamle kro vil være åben.

Loppemarkedet er den 2. og 3. februar.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...