307 kom for at høre Jørgen Skouboe på Montra Hotel Hanstholm

HANSTHOLM: Det myldrede til med jagt og naturinteresserede, da Montra Hotel Hanstholm, onsdag aften havde besøg af Tv-kendissen Jørgen Skouboe, fra de populære Nak og Æd udsendelser. Han havde på aftenen følgeskab af ulve-eksperten Thomas Boesdal, oprindeligt fra Thisted.

307 indløste billet, heraf var der mange jægere i alle aldre.

220 af gæsterne spiste forinden wienerschnitzel på hotellet.

Det store rykind overrasker direktør for hotellet Tino Johannesen.

- Vi regnede med 150, men landede på over det dobbelte. Det var en god dag for hotellet, lyder det fra direktøren for hotellet i Hanstholm, der har kørte en række efterårs og forårsarrangementer fra stand-up, koncert og baller.

Inde i den fyldte sal er Jørgen Skouboe i gang med at fortælle om par-løbet med kokken Nikolaj Kirk. Et makkerskab der nu har stået sin prøve i 30 lande, og de to har overnattet sammen i de primitive lejre i mere end 300 nætter, under optagelserne til Tv-programmerne.

Jørgen Skouboe er en god fortæller, men også jæger.

Han lagde vægt på, at han gider ikke opstyltede jagtselskaber, og luksusferier. Han vil hellere det rå og det ægte - uden strøm og rindende vand.

- Vi sover de steder folk ser. Mange tror at vi snyder - det gør vi ikke. Nu har vi endda fået vores kameramand og producer til at overnatte 50 meter fra hvor vi har lejr i telt, fortalte han og fortsatte

- Nikolaj og jeg har naturligvis vore uenigheder. Men vi kan jo ikke tage nogen steder hen. Der går en halv time, og måske en pibe tobak, så er vi venner igen, lyder det fra den erfarne TV-mand.

Han er altid er ude på stederne rundt i verden for at forberede rejserne, før Kirk kommer med.

- Jeg skal sikre mig at det alt fungerer. At overnatningen er på plads, lejrsted og at vi kan få de ting vi skal bruge, lød det fra Skoubo, der elsker at bruge hele dyret, når det er nedlagt.

- Et af de bedste måltider Nikolaj Kirk har lavet, var da vi var på gåsejagt - faktisk ikke langt herfra i Thy. Da han lavede gåsepølse af indmad og urter og stoppede det hele i skindet fra gåsens hals. Det var ægte og smagte fantastisk, lød det fra Nak og æd-opfinderen, som de fleste var kommet for at høre.

Ulvemanden Thomas Boesdal gik i dybden med ulveproblematikken og hans hovedbudskab var at der ingen grund er til at frygte ulven.

Den er simpelthen så sky, at der løber hurtigt væk ved den mindste lyd. Men hvis man fodrer dyrene, eller samler får i indhegninger, som er mad for ulven, ja - så beder man selv om det.

Netop der hvor der er flest ulveobservationer i Danmark i området omkring Stråsø Plantage mellem Ulfborg og Ørnhøj syd for Holstebro - er det sted i Danmark med den største koncentration af får.

Thomas Boesdal, der i dag bor i Hjerm, viste mange af de optagelser af ulve han har lavet, og han viste eksempler på hvor sky ulve var, og hvilke kendetegn man skulle være opmærksomme på med spor, dræbte husdyr og hvis man selv stødte på en ulv i terrænet.

Thomas Boesdal fortalte også, at Thy var et af de steder der potentielt kunne huse ulve.

Men da ulven skal bruge et stort område, som den forsvarer, så kan der maksimalt bo en ulvefamilie i Thy.

Næste arrangementer på Mantra Hotel Hanstholm er 23. marts med Tørfisk.

Kandis spiller op til dans den 5. april. Begge arrangementer er med mulighed for at spise inden.

- Der er stor interesse fort begge arrangementer - idet alle værelser allerede er udsolgt, lyder det fra Tino Johannesen fra hotellet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...