Næssundfærgens Venner tilbyder tre fjordsejladser pr. aften fra og med 2. pinsedag - med mulighed for at tilkøbe mad og drikkevarer - og med en særlig opfordring til at huske at invitere familiens ældre med

THY-MORS: 2. pinsedag, mandag 1. juni, lancerer Næssundfærgen nu drive in-aftenture på Limfjorden, fortæller formand Henrik Olsen:

- Ja, nu kan både bil og bedstemor komme med på en aftentur op og ned langs det smukke fjordlandsskab - en sikker oplevelse for alle, lover han og fortæller om baggrunden:

- Hvorfor ikke blot udnytte det, at vi har en bilfærge og så tage på tur ud på fjorden. Det spørgsmål meldte sig i bestyrelsen for Næssundfærgens Venner i den særlige situation, vi er havnet i. Der er god plads til otte biler, der på forskellig vis kan få en udkigsplads til fjordlandskabet fra bilen. Vi har grebet muligheden og åbner nu for, at familier i bil kan komme på en times udflugt langs fjorden i bilen og på dækket ved bilen.

Om turen siger han:

- Forestil jer fire biler på den forreste del af dækket og fire biler på den bageste del af dækket - alle med udsigt ud over fjordlandet. Tag kikkert og kort med - så ta’r vi på tur. Turen op ad fjorden kan I vælge at nyde fra bilen. I kan også vælge at stå ud og få frisk fjordluft i hår og ansigt. Alle passagerer skal blive ved deres bil og holde afstand til de andre passagerer.

Hver bil koster 500 kr., uanset antal personer, og maksimal størrelse er minibus. Ud over betaling pr. bil kommer mad og drikkevarer, som man ønsker at tilkøbe på turen. Mad skal forudbestilles.

Særligt opfordrer Henrik Olsen til, at man tænker på at tage sine ældre med på turen:

- Tidligere har det været vanskelig at få din gamle mor og far med på en aftentur på færgen. Nu skal du blot have dem ud i en god varm bil, og så er de på tur. Mange ældre har været særligt ramt af nedlukningen i forbindelse med coronaepidemien. Her er muligheden for at give dem en både sikker og helt særlig oplevelse med den nære familie.

Næssundfærgens Venner forsøger sig med tre ture pr. aften for at prøve af, hvad der er stemning for. Der er altså plads til otte biler på hver tur, og billetterne sælges efter princippet om først-til-mølle. I første omgang foregår det pr. telefon eller sms.

Første tur går fra Mors kl. 18.30 og fra Thy-siden fem minutter senere. Her kan der bestilles et lækkert landgangsbrød til 75 kr. pr. person.

Anden tur går fra Mors kl. 20.00 og fra Thy-siden fem minutter senere. Det er aftenkaffetur til 65 kr. pr. person med kage fra Gaardbageriet i Hvidbjerg.

Tredje tur går fra Mors kl. 21.30 og fra Thy-siden fem minutter senere. Her tilbyder færgen en solnedgangstur med champagne og en frugtskål til 75 kr. pr. person.

Henrik Olsen løfter allerede nu sløret for, at der på grundlovsdag, fredag 5. juni, bliver en særlig farsdagsversion af aftenturen, hvor der er ”smagning af gode sager”, og hvor det er mor, der sidder bag rattet.

Nærmere på: www.næssundfærgensvenner.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...