Søstrene Pepa, Gema og Maria Marciá gæster Thisted Musikteater sammen med pianist José Aznar

THISTED: Torsdag aften 24. oktober inviterer Kulturforeningen Tysted til koncert i Thisted Musikteater med tre spanske sopraner fra Alicante - Gemma García Maciá, Mariá García Maciá og Pepa García Macía, og de tre søstre har deres egen pianist med, José Aznar. De tre sangere har hver især færdiggjort studier ved forskellige konservatorier og har formet deres professionelle karrierer, som har bragt dem rundt til mange scener i verden, men nu optræder de sammen under navnet Unbeldí:

- Både vore bedsteforældre, forældre, onkler og deres børn har været eller er aktive i sangmiljøer, fortæller Mariá García Maciá i en pressemeddelelse forud for koncerten.

Kulturforeningen Tysteds formand, Hans Otto Kjær, fortæller, at denne gang er der tale om et bredere repertoire end ved tidligere koncerter, hvor det næsten udelukkende har været lieder og operaarier, men denne gang blandes arierne med sange fra bl.a. musicaler. Titlen lyder ”My Favorite Songs” med undertitlen ”med stykker fra populære musicals, spanske sange og kendte arier”. Heraf følger melodier af komponister som Bernstein, Bizet, Cohen, Loewe, Lloyd Webber, Offenbach, Puccini og Johan Strauss d.y.

Billetter kan bl.a. købes på Thy Turistbureau på Thisteds gamle rådhus på Store Torv. Nærmere på foreningens hjemmeside: www.tysted.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...