Kom i skole hos Frøken Kvist, byg med på Klosterkøbing og gå på opdagelse med Fru Due Holm

NYKØBING: På museet er man klar til vinterferien. Museum Mors åbner endnu en gang dørene til Dueholm Kloster for at byde på såvel ”den gamle skolestue” som ”byg en by”. Man kan være kreativ i klosterkælderen eller gå på opdagelse med Frue Due Holm i museets finurlige kroge. Og så, nå, ja, prøve skolegang i gamle dage.

Mandag, tirsdag og onsdag kan man prøve kræfter med at bygge minibyen Kloserkøbing op sammen med museets kunst- og kulturformidler Mette Elimar Jensen. Inspirationen til dette kreative værksted kommer, fortæller hun i en pressemeddelelse, fra gamle numre af Familie-Journalen, som var fyldt med sjove ideer til fingernemme og kreative børn:

- I løbet af de tre dage bygger vi Klosterkøbing op sammen med huse fra gamle klippeark, siger Mette Elimar Jensen.

Vil man opleve, hvordan det var at gå i skole omkring slutningen af 1800-tallet, kan man mandag, tirsdag og onsdag gå over i skolestuen. Her kan man klæde sig ud som karl eller pige, og efterfølgende står lærerinden, Frøken Kvist, klar til at undervise ”eleverne” en halv times tid ad gangen. Alle kan være med, men museet advarer: ”Pas på! Lærerinder kunne godt være skrappe før i tiden.”

Skolen var nemlig meget anderledes, end den vi kender i dag. Det var vigtigt, at børnene viste respekt over for lærerne. Det gjorde man bl.a. ved at tiltale dem med ”Herr Dejbjerg” og ”Frøken Kvist” samt med ”De” frem for ”du”. Det var også vigtigt, at eleverne lærte deres lektier udenad, så de kunne præsentere det i skolen uden at kigge i bogen. Hvis de ikke havde lært det hele ordentligt, kunne læreren godt finde på at slå eleverne over fingrene med et spanskrør. Men bare rolig, siger museet nu: Der er ingen spanskrør i skolen på Dueholm. Den ”skrappe, men retfærdige” Frøken Kvist glæder sig til at tage imod sine elever i vinterferien, hvor de vil blive undervist i bl.a. skrivning og Luthers Lille Katekismus, så der er altså både dansk og kristendom på skemaet.

Hele ugen kan man prøve kræfter med museets ”klosterjagt”, hvor man følger Fru Due Holm rundt i udstillingen. Bare gå hen i den ny, fine butik og café i Kavalerfløjen og bed om at få udleveret et klosterjagtark, hedder det: Her vil den flinke museumsvært hjælpe gæsterne godt på vej.

Aktiviteterne og adgang til museet er gratis for børn og unge under 18 år, men koster 80 kr. for voksne. Husk at man kan besøge alle museets fire afdelinger på én og samme billet. Så gem billetten og kom gratis ind på Dansk Støberimuseum, Skarregaard og Fossil- og Molermuseet, når de åbner i løbet af foråret.

Nærmere på: www.museummors.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...