Der er motionsløb i både Sundby Thy og i Sjørring

THY: Der er tradition for at udnytte fridagene omkring nytår til at få rørt kroppen og få lidt frisk løft, før opmærksomheden rettes mod røde bøffer, nytårstale og farvestrålende fyrværkeri.

På årets sidste dag er der flere muligheder for løbere, gående og cykelryttere for at få rørt benene.

Der er motionsløb i både Sundby Thy og i Sjørring.

Cykelrytterne tilbydes tur til Bulbjerg.

I Midtthy inviterer Sundby Thy IK og Snedsted GIF til Nytårsløb med mulighed for en frisk løbe, gå- eller cykeltur - alle kan være med. To ruter: 5,5 km og 10,9 km. ?Start fra Sundby Thy Idrætsklubs klubhus den 31/12-2019 kl. 10.

Efter løbet er der kransekage og champagne, varm suppe, saft, frugt, kaffe og kage.

Samtidigt er der også løb i Sjørring, hvor boldklubben inviterer til nytårsløb på vejene omkring byen. Igen i år på den kendte rundstrækning på 5,5 km. med start ved Sjørring Hallen. Man har mulighed for at gå eller løbe en eller flere gange.?Man kan tilmelde sig på dagen.

Efter løbet serveres der champagne og kransekage suppleret med en øl eller vand i Boldklubbens klublokale.

Endelig er der et tilbud til cykelryttere i Thy, når Thy Cykle Ring inviterer til klassikeren ”Pugdahls Æresløb” fra Thisted til Bulbjerg. En hyggetur på racercykel sammen med Thy Cykle Rings ryttere på omkring 35 km. i snakketempo, hvor alle motionister sagtens kan være med - til foden af Bulbjergknuden. Herfra køres der spurt til toppen, hvor målet er.

Efterfølgende er der kaffe og kage. Det er gratis at være med. Ingen tilmelding.

Startsted : Thisted, Kronborgvej 113 (P-pladsen udenfor Campus 10) kl. 9.30

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...