Det var marginalerne, som gjorde, at Mors-Thy Håndbold måtte se det ene point blive taget fra dem

HÅNDBOLD: Mors-Thy-spillerne kunne kun se skuffet til, da uret lød for sidste gang i Thyhallen. Hjemmeholdet havde i slutsekunderne sikret sig føringen mod Skanderborg i Herre Håndbold Ligakampen, men udeholdets Morten Balling fik i sidste sekund sendt bolden i mål til slutresultatet 28-28.

Indledningen på kampen var en noget blandet omgang for de to hold, der i de første fem minutter konstant skiftede føringer.

Mors-Thy kunne særligt takke den brandvarme nordmand Erik Toft, der med sine tre mål fra distancen sikrede, at hjemmeholdet trak sig bedst ud af føringskrigen.

Derfra lignede Mors-Thy et hold, som havde tænkt sig at fortsætte som de to foregående kampe mod Lemvig-Thyborøn og SønderjyskE.

Der blev spillet et varierende og flot angrebsspil med skud fra distancen, indspil til stregen og hurtige kontraer, hvilket bragte Jonas Willes mandskab foran med 8-5.

Det flotte spil blev dog hurtigt afløst af en fejlfyldt periode for værterne. Det straffede Skanderborgs Cornelius Kragh og Morten Balling, som med en scoring hver kunne bringe udeholdet foran med 10-11.

I de resternede 10 minutter før pausen genoptog de to mandskaber føringskrigen fra starten af kampen, hvor de skiftevis fik lov at komme foran med et enkelt mål.

De blev dog enige om en våbenhvile til pausen, da begge holdene missede muligheden for at gå til pause med overhånden. I stedet var det helt lige ved 15-15.

Mors-Thy havde bestemt ikke tænkt sig, at våbene skulle være lagt ret længe.

Efter pausen var kanonerne i form af Mads Hoxer og Erik Toft rullet ind på kampscenen, og det udmøntede sig hurtigt i en føring på tre mål.

Krudtet gik herefter lidt af artilleriet, men så trådte Rasmus Bech i karakter i Mors-Thy-målet med flere store redninger. Dermed kunne hjemmeholdet fortsat holde tremålsføringen halvvejs gennem anden halvleg.

Med ni minutter igen var hjemmeholdets føring reduceret til to mål, men det kunne nordvestjyderne være mest tilfredse med, da de havde en måltørke på næsten otte minutter.

Tørken blev brudt af et straffekast fra Bjarke Christensen, og dermed var føringen igen på tre mål - 24-21.

Spændingen blev hurtigt genetableret. Skanderborg fik med seks minutter tilbage reduceret til 24-23, mens Erik Toft fik fremvist det røde kort, efter han ramte Cornelius Kragh i hovedet.

Skanderborg Håndbold fik udlignet med fem minutter tilbage på uret. Og herfra var det et sandt drama. Hver eneste gang Mors-Thy scorede, udlignede Skanderborg i modsatte ende.

Mors-Thy fik ved stillingen 27-27 endnu engang bragt sig i front med bare 15 sekunder tilbage. Desværre for hjemmeholdet kunne Morten Balling sende sit niende mål i kassen til 28-28, lige inden halvuret lød for sidste gang.

Efter pointdelingen bringer Mors-Thy sig op på en tredjeplads med 11 point efter otte kampe.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...