Jonas Willes mandskab skød sig onsdag aften op på en tredjeplads i mændenes Håndboldliga

HÅNDBOLD: Mors Thy Håndbold fortsatte den imponerende sæsonstart i Håndboldligaen, da de onsdag aften var på besøg på en svær udebane mod SønderjyskE, der også har vist fin form på det seneste.

Det var Jonas Willes mandskab dog fløjtende ligeglade med, for de rundbarberede totalt sønderjyderne og vandt 37-25 i Broager Sparekasse Skansen.

Efter en jævnbyrdigt første kvarter trak Mors-Thy uimodståeligt fra hjemmeholdet i slutningen af første halvleg og gik til pause foran hele 20-13. Ikke mindst fordi Rasmus Bech i målet stod med en imponerende redningsprocent på 45.

Blot tre minutter inde i anden halvleg var forspringet øget til 10 mål, og siden var det kun et spørgsmål om størrelsen på Mors-Thys sejr.

Erik Thorsteinsen Toft førte i høj grad kniven for nordvestjyderne med sine ni scoringer på ni forsøg, men Frederik Tilsted og Bjarke Christensen bød også flittigt ind med hver seks mål.

Sejren sender Mors-Thy op som en midlertidig nummer tre i Håndboldligaen - med 10 point for syv kampe. SønderjyskE bliver stående på syv point, men holder sig fortsat blandt de otte hold, der får billet til slutspillet.

FAKTA

Kampfakta

SønderjyskE-Mors/Thy 25-37 (13-20)

SønderjyskE: Thomas Mogensen 5, Jon Andersen 4, Nikolai Vinther 4, Tobias Møller 4, Oliver Nøddesbo Eggert 3, Frederik Ladefoged 2, Morten Bjørnshauge 2, Alec Smit 1

Mors/Thy: Erik Toft 9, Bjarke Christensen 6, Frederik Tilsted 6, Emil Bergholt 4, Jonas Gade Nielsen 3, Sander Øverjordet 2, Lasse Pedersen 2, Jakob Hessellund 2, Allan Toft Hansen 1, Mads Hoxer 1, Tim Sørensen 1

Udvisninger: SønderjyskE 4, Mors/Thy 1

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...