Åbner egen frisørsalon nabo til sin mors blomsterbutik

THISTED: For Pernille Kristensen er den vandede vittighed om hvorvidt hun nu vil "tilbyde blomster i håret" hørt mange gange før siden hun meddelte sin arbejdsgiver, at nu ville hun kaste sig ud i at blive selvstændig erhvervsdrivende:

- Jeg har været så glad for at være der, siger den 32-årige uddannede frisør, som har arbejdet i 12 år hos "Zoom By Zoom" på Storegade i Thisted.

Men da muligheden dukkede op for at leje sig ind hos sine forældre, som i 10 år har haft Marens Blomster på Østerbakken i Thisted, slog hun til og stoppede der på et par uger siden.

- Nu holder jeg lidt ferie og passer murerne op, griner hun og humoren har hun ikke fra nogen fremmede:

- Ja, vi regner da med, at mændene går her ind og henter en buket, når de er blevet klippet, lyder det med et grin fra "mor", Maren Kristensen, der har arbejdet med blomster på adressen i omkring 40 år.

Ægteparret overvejede at sælge, men da det ikke lige var så nemt, kom ideen om at bygge lidt til og så leje de nye kvadratmeter ud til datteren.

- Jeg har da også gennem årene arbejdet lidt her, siger Pernille Kristensen om blomsterbutikken, hvor der trods alt ikke bliver en direkte adgangsdør.

Hendes forældre fortsætter med "Marens Blomster" og ændrer heller ikke på personalet, men foreløbigt bliver frisørarbejdet klaret af Pernille Kristensen alene.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...