Det er godt gået af opmærksom borger, lyder det fra lokalpolitiet i Thisted

HURUP: Lokalpolitiet roser en 38-årig mand fra Hurup for at være opmærksom, da en mand torsdag eftermiddag ringede til den 38-årige og udgav sig for at være fra Østjyllands Politi.

Ifølge kriminalassistent Karl Tange, lokalpolitiet i Thisted, bad den 38-årige om at få oplyst tjenestenummer på manden, der ringede.

- Det oplyser han også, og så siger anmelderen heldigvis til ham, at han vil ringe til sit lokale politi for at få identiteten bekræftet, hvorefter telefonrøret bliver lagt på. Vi kan konstatere, at telefonnummer rigtig nok tilhører en medarbejder i Østjyllands Politi, men navn og telefonnummer passer ikke sammen, siger Karl Tange og fortæller, at manden, der ringede og udgav sig for at være fra Østjyllands Politi, præsenterede sig som Rasmus Pedersen.

Ifølge Karl Tange nåede manden, der udgav sig for at være fra Østjyllands Politi, ikke at sige noget om, hvad han ville, inden røret blev lagt på.

- Man har før hørt om sådan noget her, men ubehageligt er det. Ham, der bliver ringet til, er hurtig på aftrækkeren og spørger efter tjenestenummer, så det er faktisk godt gået, siger Karl Tange.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...