Huset sættes formentlig til salg, mener provst emeritus Jens F. Munksgaard, mens Indre Missions ledelse træffes ikke på grund af ferie

HARRING: Missionshuset ”Tabor” i Harring, som blev bygget 1924, og som siden 2008 har været et museum - et mindested - for de mange missionshuse, som der igennem årene har været i Thy, indstiller nu sine aktiviteter, fortæller provst emeritus Jens F. Munksgaard, Boddum. Det var ham, der som Sydthy-provst i sin tid tog kontakt til bestyrelsen for Indre Mission i Harring, der ville lukke huset, for i stedet at gøre det til et museum.

Nu lukker det så endeligt efter i de senere år kun at have haft et enkelt møde om året, nemlig til den såkaldte Uhrbrandsmindefest til minde om Kristian Uhrbrand, der i sin tid skænkede grunden. Administrationen af huset overgår nu fra Indre Missions kredsbestyrelse i Sydthy til Indre Missions hovedkontor i Fredericia, og Jens F. Munksgaard forventer, at det sættes til salg. På grund af ferie kan hovedkontoret intet oplyse om planerne for ”Tabor”, oplyses det telefonisk.

Talere ved de årlige Uhrbrandsmindefester i maj de senere år har bl.a. været daværende folketingsformand Christian Mejdahl (V), tidligere formand for Indre Mission John Ørum Jørgensen og professor Kurt Ettrup Larsen fra Menighedsfakultetet. Møderne har været afviklet med taler, fortæller, kaffebord og afslutning.

Husets udstilling har rummet en række effekter fra missionshuse i hele Thy, og i samarbejde med Museum Thy har der været en fotoudstilling med billeder af samtlige huse i Thy og på Hannæs, der har været brugt af Indre Mission. Museumsinspektør Michael Riber Jørgensen har skrevet ph.d.-afhandlingen ”Tro i Thy” om Indre Mission gennem bl.a. kontakt med en række personer i Thy, som har levet i og med Indre Mission.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...