Villy Dall
Missionærparret Birgitte og Søren Pedersen har arbejdet i Østafrika siden 1991. Med udgangspunkt i Kenya arbejder de fortrinsvis med kirkebyggerier, som i løbet af ugen også bruges til skolegang. Privatfoto

Birgitte og Søren Pedersen arbejder primært med kirkebyggeri i Kenya og Sudan - kirkebygningerne bruges ofte som skole i ugens løb

THISTED: På søndag formiddag får Bibel- og Missionscentret i Thyparken i Thisted besøg af missionærparret Birgitte og Søren Pedersen, som fortæller om deres virksomhed i Østafrika.

Bibel og Missionscentret samarbejder med missionærparret om et kirkebyggeri i Kenya, hvor der for tiden er ved at blive opført en kirkebygning med støtte af midler, som er doneret af menigheden, fortæller Kim Torp, formand for og præst i Bibel- og Missionscentret.

Birgitte og Søren Pedersen kom i 1991 til Kenya, hvor de fortrinsvis arbejder med byggeri af kirker. Sammen med deres kenyanske medarbejdere har de hjulpet med at rejse næsten 1800 tagkonstruktioner, bestående af piller og tag, fortrinsvis til kirker, men også skoler, børnehjem, bibelskoler m.v. i Kenya og Sudan. Mange af kirkerne bliver brugt til skole i løbet af ugen. De seneste år har de hjulpet med tæt på 150 byggerier om året, fortæller Kim Torp

I Kenya leder Birgitte og Søren Pedersen sammen med en kenyansk bestyrelse organisationen Mechai International, som har hjulpet over 100 forskellige kirkeretninger og missionsorganisationer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...