Nu er børnetøjsbutikken flyttet fra Store Torv til den tidligere bankbygning i Toldboldgade

THISTED: Mandag 12. oktober var den store åbningsdag i Mini Didrik. Tøjbutikken for børn fra 0 til 16 år er flyttet fra Store Torv til Toldbodgade 4 A - fra 90 til 300 kvadratmeter og dermed plads til meget mere børnetøj på hylderne.

- Vi har altid manglet plads i vores tidligere butik ud til Store Torv. Der var knap plads til kunderne, og havde de en barnevogn med, ja, så var der trangt. Dejlig megen plads er der nok af i de nye lokaler, fortæller Charlotte og Mette Didriksen og fortsætter:

- Vi har længe været på udkig efter egnede lokaler. Men så dukkede de tidligere Nordea-banklokaler op. Det er nemlig samme ejer, der har Nordea-banklokalerne som bygningen, hvor søstrenes anden butik Voksen Didrik er.

Nu er banklokalerne, der havde store vinduer hele vejen rundt, blevet til en lækker børnetøjsbutik med masser af plads. Barnevogne er ikke længere noget problem. Der er endda blevet plads til et fredfyldt ammerum, lækkert indrettet med wellnessmusik.

- Vi har fået lidt mere på hylderne. Vi spurgte inden flytningen på facebook, hvad kunderne havde af ønsker til nye mærker, og det betyder, at vi nu også har fået mærkerne Cost:bart og Müsli, fortæller de.

Alt i butikken er stadig næsten udelukkende økologisk hele vejen rundt, oplyser Charlotte og Mette Didriksen, der havde en forrygende åbningsdag med rigtig godt salg og kundestrømmen var konstant hele dagen.

Flytningen til de store nye lokaler - med masser af p-pladser lige uden for døren - blev naturligvis markeret med åbningsfest og flere aktiviteter til børnene, f.eks. guldgraveri, candyfloss og masser af kram af husets maskotelefant Ella.

Den tidligere Mini Didrik på Store Torv fortsætter som outletbutik indtil årsskiftet, hvor lejemålet er opsagt.

Åbningsfesten i det nye Mini Didrik fortsætter hele efterårsugen med aktiviteter og gode tilbud.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...