Hanstholm Havn er i gang med udvidelsen

HANSTHOLM: Hanstholm Havn er i gang med udvidelsen, som omfatter en ny indsejling mod nordøst, øget vanddybde og etablering af nye baglandsarealer.

Nu er de første kontrakter på havnens nye baglandsareal underskrevet, og det er en milepæl i arbejdet frem mod etablering af en markedsposition som Europas førende konsumfiskerihavn.

Med de netop underskrevne kontrakter er en tredjedel af det store baglandsareal ”Øst”, - et nyindvundet areal på i alt ca. 135.000 kvm, nu optaget.

Det er to lokale virksomheder FF Skagen (Hanstholm Fiskemelsfabrik.red) og norskejede Egersund Trawl, der udvider aktiviteterne og i den forbindelse har sat sig på henholdsvis 40.000 og 4.000 ekstra kvadratmeter.

Begge virksomheder har allerede nu aktivitet på havnen, men ønsker faciliteter ved den kommende 350 m lange kaj, hvor et bassin med 10 m dybde –forberedt til 11 m – er ideelt for store fartøjer, der skal losse eller serviceres.

- Vi har længe set frem til uddybningen af havnen, fordi vi er aftagere af store mængder industrifisk til vores produktion og gerne vil kunne tage imod de større skibe, der lander bl.a. tobis og brisling. Nu får vi mere vanddybde og håber, at det vil tiltrække flere og større skibe, så vi får mulighed for at øge produktionen. Derfor vil vi etablere lossefaciliteter på den nye kaj, og det bliver det første projekt efter overtagelsen af arealet. Dernæst får vi behov for mere lagerplads til fiskemel og kommer også til at bygge en hal til det formål, forklarer adm. direktør i FF Skagen, Johannes Palsson. - Vi er glade for aftalen, for vi vil gerne både kunne udnytte højsæsonen for industrifisk bedre og også strække sæsonen lidt.

Hovedformålet med den store havneudvidelse er netop at tiltrække flere fisk og fiskeaktiviteter, både i forhold til industri- og konsumfisk-

- Havneudvidelsen forløber planmæssigt, og med de første arealkontrakter på plads begynder vi så småt at fornemme konturerne af det nye baglandsareal og den aktivitet, som vil opstå. Vi er meget tilfredse med den positive udvikling og kan mærke, at vi nu er ved at skifte gear, siger forretningsudvikler ved Hanstholm Havn, Rasmus Buchardt Sørensen.

Egersund Trawl frem til at indtage de nye kvadratmeter på det areal, der står færdig i 2020:

- Vi flytter vores værksted ned på de nye arealer, hvor vi får mulighed for at bygge en ny, større og mere tidssvarende hal, hvor vi bedre kan håndtere skibenes udstyr, som bliver større og tungere i takt med skibene. Samtidig får vi mulighed for at placere os lige ned til kajen, og det giver os en meget mere effektiv forretning, da vi slipper for at transportere dele og udstyr frem og tilbage mellem skibe og værksted på lastbiler. Vi forventer desuden, at den nye havn vil tiltrække større og andre typer skibe, og det giver os mulighed for at udvikle vores forretning yderligere, siger Kasper Thomsen, som er direktør i Egersund Danmark.

Også en række andre virksomheder som fiskegrossisten Kongsbak og installationsvirksomheden KS Elektro har at flytte aktiviteter til Hanstholm.

Samtidig har fiskeforarbejdningsvirksomheden Scanfish valgt at samle aktiviteterne i Hanstholm og lukke afdelingen i Hvide Sande. Det sker samtidig med et opkøb af Hanstholm-virksomheden Taabel. Senest har Cosmos Trawl meldt ud, at virksomheden etablerer sin fjerde afdeling i Hanstholm.

Når den nye Hanstholm Havn står færdig i 2020, vil der yderligere være et areal på 30.000 ledige kvadratmeter til rådighed mod vest i form af multiterminal med 140 m kaj, som fx vil være ideelt for godsaktiviteter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...