Nabobygningen bliver rammen om den nye Matas Life butik

THISTED: Dørene bliver 27. juni slået op til Matas i Thisted i ny, større og meget anderledes butik i den noget større og mere velbeliggende nabobygning. Nemlig i hjørnebutikken, der tidligere husede det nu lukkede Fætter BR.

Den 235 kvadratmeter store butik opbygges efter det nye ”Matas-Life” koncept, der skal give kunderne en anderledes handelsoplevelse i skønhedsbutikken.

- Det bliver ikke en Matas som kunderne hidtil har kendt. Ikke længere med en lang kassedisk med kunderne på den ene side og ekspedienterne på den anden. Butikken skal bygges op på en helt ny, mere spændende og inspirerende måde, fortæller daglig leder i Thisted, Ninna Hansen.

- Vores kunder har i dag nogle helt andre forventninger til deres oplevelser i butikker, end man har set tidligere. Det er ikke nok bare at have en butik på gågaden, nogle gode varer og dygtige ansatte der giver god rådgivning. Kunderne vil have en individuel oplevelse, hvor der er plads til, at de kan få det præcis, som de vil have det. Hvad enten de er ude for at blive inspireret eller de bare vil lave en god og hurtig handel.

Hele grundideen i det nye Matas er ifølge Ninna Hansen meget forskellig for, hvad traditionelle butikker tilbyder.

- Den nye butik bygges op i afdelinger med med inspirations-øer af varer. Som en ø med kun udelukkende makeup, en anden med herredufte, en tredje med hudpleje og så videre. Det skal være meget mere inspirerende at komme i Matas - hvor en stribe nye mærker vil præsenteres: Det eksklusive Sisley, Benecos, Anastasia, The Balm og Estee Lauder.

- Der oprettes nye faste permanent betjente kasser, hvor man går hen og betaler. Men samtidigt vil man opleve vore dygtige ekspedienter ude i butikken, klar med gode råd og service. Det bliver så godt - kunderne kan godt glæde sig, lyder det fra butikslederen i Thisted.

Det nye Matas Life åbner med såkaldt ”Grand Opening” den 27. juni med champagne, rød løber og åbningstilbud på dagen.

Der vil i dagene op til være lukket, mens den store flytning pågår.

Af Ole Iversen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...