Skonnerten Jylland er i Hanstholm for at udnytte vinterpausen til en overhaling

HANSTHOLM: Skonnerten Jylland, der har hjemsted i Thisted, er i Hanstholm for at udnytte vinterpausen til en overhaling af den tremastede institutions-skonnert.

Tirsdag var turen kommet til masterne, der ikke er bare lige sådan at give en omgang. For det kræver at de næsten 25 meter høje master kommer ned at ligge.

Derfor var en kranbil med lang vogn hidkaldt, for at klare opgaven at få de uhåndterlige master ”ned med nakken”.

- Det meste af Skonnerten Jylland er lavet i stål. Men masterne er af dansk douglas-gran, og de skal med seks års mellemrum have en overhaling. Det kræver et sted vi kan være, og det har vi fundet i Hanstholm, hvor Hanstholm Skibssmedie har givet os los til at benytte deres hal, fortæller skipper på Jylland Niels Kristensen.

De tre master, hvoraf midtermasten er den længste på 25 meter, skal nu slibes ned, og efterfølgende have ikke færre end syv gang skibslak, før masterne atter får rigningen monteret og genrejst på dækket af Jylland.

Opholdet i Hanstholm forventes at vare to måneder mere og dermed vil Jylland være klar til endnu en sæson som sejlende hjemsted og skole for seks social belastede unge.

De unge er også ombord i Hanstholm, for de skal passe deres skolegang, og deltage i det daglige arbejde ombord. Det omfatter også overhalingen af skibet, og det at være med til at give masterne en gang lak.

Skonnerten Jylland er bygget i 1951 i Klarstad i Sverige, som fragtskib.

Den har fungeret som selvejende institution siden 2003. Først som ”Anne El 2” og fra 2007 som Skonnerten Jylland.

Den er ejet af den selvejende institution DSI Andromeda og partrederiet Jylland.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...