Thisted Kommune efterlyser ideer til områdets fremtid

HANSTHOLM: Et af Hanstholms markante huse forsvinder i løbet få dage. Det hvide hus med tårn på Helshagevej 53 har stået tomt i en årrække og er nu så forfaldent, at Thisted Kommune har besluttet at rive det ned.

Huset er markant i Hanstholm og ikke kun fordi det ligger ensomt alleryderst på Helshagevej - med frit udsyn over hav og havn.

Men også fordi huset, der i daglig tale, er blevet kaldt ”Thorkilds Hus”, opkaldt efter den navnkundige advokat og kulturelle ildsjæl Thorkild Jakobsen, har været mødested for sangere, malere, billedhuggere, poeter, digtere, kokke.

De tanker der blev tænkt her og ikke mindst fester der blev holdt, blev til de to berømte og berygtede Nordatlantiske Nætter i midt 1980´erne. Thorkild Jakobsen døde i 13. februar 2014. Han var dog forinden flyttet ned i en andelsbolig på Bygmarken.

Også historisk har huset spillet en rolle i Hanstholm, idet bygningen, der blev bygget af tyskerne under krigen, i starten af 1960´erne blev administrationsbygning for Vandbygningsvæsenet, der fra 1961 stod for byggeriet af Hanstholm Havn. De flyttede i 1969 kontorerne ned i Sømandshjemmet.

Hvad der kommer til at ske på grunden er uvist og Thisted Kommune skrev 22. oktober 2018 på sin hjemmeside: ”Thisted Kommune vil gerne høre dine ideer til et kommende udviklingsprojekt på Helshagevej 53, Hanstholm, som kan være med til at støtte op om en fortsat udvikling i Hanstholm og være til gavn for borgere i Thy. Beliggenheden på adressen er helt unik, med udsigt ud over havet og havnen. Thisted Kommune har derfor vurderet, at der efter nedrivning er et stort potentiale for et udviklingsprojekt på grunden”.

Det er entreprenør Allan Thomsen, Vorupør, der skal fjerne bygningen og nedrivningsarbejdet begynder efter planen torsdag 23. maj og det vil stå på i en uges tid.

Af Ole Iversen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...