Lørdag kan man følge ham på banen på Kinnekulle Ring nordøst for Göteborg

FRØSTRUP: Ferien er slut og Malthe Jakobsen, tager i denne weekend hul på sidste halvdel af denne sæson i det danske Formel 4-mesterskab.

Turen går denne gang til Kinnekulle Ring, der ligger et par hundred kilometer nordøst for Göteborg i Sverige.

Det er nyt territorium for Malthe Jakobsen, og den lille svenske bane har det ikke været muligt at træne på i simulatoren, så optakten har primært bestået af videoklip på youtube og at snakke med coach og mentor Morten Dons:

- Der er et par enkelte af de andre, som har været på Kinnekulle før, så det er næsten ens vilkår for alle. Jeg synes at jeg kommer godt forberedt, men det bliver spændende at se, hvem der er hurtigt oppe i tempo, siger Malthe Jakobsen.

Banen ser i sig selv ikke ud til at være noget særligt, men den består af lange, hurtige svingkombinationer - noget, der ikke findes i samme udstrækning på de danske baner. Det er til gengæld noget, den unge thybo har erfaring med:

- Den minder lidt om de baner, jeg kørte på i Asien tidligere i år, så jeg tror ikke, at det bliver svært at lære banen. Men et par af de andre har efterhånden også fået sig nogle gode erfaringer på større baner, så jeg kommer nok ikke helt sovende til det - uanset. Jeg går i hvert fald ind i det med alt, hvad jeg har, lyder det fra racerkøreren fra Frøstrup.

Malthes løb kan i øvrigt lørdag ses ganske gratis live på nettet: https://sbfplay.solidtango.com/live/2019-ssk-4-lordag

Race 1: Ca. kl. 15.50

Søndag d. 28. juli: https://sbfplay.solidtango.com/live/2019-ssk-4-sondag

Race 2: Ca. kl. 11.30

Race 3: Ca. kl. 14.30

Af Ole Iversen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...