Frem til og med fredag 22. juni kan man se malerier af Jørgen Mikael Andersen i Thy-Mors HF & VUC

THISTED: Her i maj og frem til og med fredag 22. juni kan man se malerier af Jørgen Mikael Andersen, født i Nykøbing Mors 1958, i såvel Nykøbing- som Thisted-afdelingen af Thy-Mors HF & VUC, fortæller billedkunstlærer og billedkunstner Thomas Wolsing. Der er åbent for offentligheden i begge afdelinger på hverdage kl. 08-16.

Ifølge kunstskribent og kurator Trine Rytter Andersen, der skrev om Jørgen Mikael Andersen i foråret 2017, har denne kontinuerligt arbejdet med oliemaleri, foto og musik siden 1984, efter at han startede sin løbebane som forskoleelev på Aarhus Kunstakademi og fortsatte på fagskolen hos Mogens Gissel. Senere blev han optaget på Det Jyske Kunstakademi, hvor han blev færdiguddannet som maler hos bl.a. Anne Thorseth. Ud fra hendes særlige fokus på farvelære har han stille og roligt bygget videre og udviklet sig egen helt unikke tilgang til maleriet.

"For Jørgen Mikael Andersen handler maleriet først og fremmest om farve, flade og rytme," skrev Trine Rytter Andersen, "og disse tre grundelementer iscenesættes på billedfladen, således at billederne fremstår porøse og ofte luftige. Farven påføres i tynde lag med pensler af forskellig størrelse, og den bagvedliggende hvide grund spiller en afgørende rolle for billedopfattelsen, idet den aktiveres som et abstrakt "negativt rum", der spiller op til de bemalede fladers "positive rum". Mange af Jørgen Mikaels billeder er abstrakte og fremstår som myriader af farveklatter, prikker og streger, der organiserer sig efter uigennemskuelige logikker. Nogle ligner en form for filtret organisk natur, andre udstråler en boblende musisk energi og alle er de spontane og frigjorte i æstetisk forstand uden nogensinde at give køb på den primære intention: at være maleri først og fremmest."

Videre hed det: "Jørgen Mikael Andersen arbejder ofte meget længe på sine billeder, dyrker det mangfoldige, rytmiske og koloristiske, for derefter at udnytte den grå farves flertydighed i sine nonfigurative eller semiabstrakte billeder. Med afsæt i Joseph Alberts farvelære er han er optaget, af det forunderlige ved øjets fysiologi: dets evne til at opfatte farver og danne optiske efterbilleder (såkaldte haloer) i bevidstheden og på nethinden. Han ønsker med sine malerier at stimulere og aktivere beskuerens øje for gennem selve farvepåvirkningen at skabe nye uudtømmelige aflæsninger af maleriet." Og hun citerer ham for selv at have sagt: "Det er min ambition, at billederne kan opleves på flere planer: som rytmer, efterbilleder, repræsentationer og farver - optimalt i kombination og i uendelige variationer ... Jeg ser paralleller mellem musik, åndedræt, komposition og maleri, og jeg forsøger at skabe tilstande i mine billeder, som på et subtilt abstrakt plan lader beskueren ane disse elementer og erkende deres slægtskaber."

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...